Formandens beretning 2021
Formandens beretning 2021
Om sæsonen 2020/2021
Efter en endnu mere amputeret Corona sæson end sidste sæson er tiden inde til den årlige ordinære generalforsamling. Og dermed også formandens skriftlige beretning, jvf. klubbens vedtægter.
Generelt
I forhold til mine tidligere beretninger er denne ret kort, for udover Corona pauser og deraf følgende restriktioner, er der ikke det helt store at berette om.
Jeg synes derfor, at vi skal bruge tiden på generalforsamlingen til en meget vigtig debat om, hvad det er for en klub, vi vil have i fremtiden, og om de udfordringer, der er at baske med. Og lige for en god ordens skyld – fremtiden starter lige nu!
Der er for mig flere tydelige tegn på, at klubben på nogle områder har nogle store udfordringer, som kan være ødelæggende for en sund klub, hvis vi ikke får styr på dem,
Så lad os få dem synliggjort og drøftet på generalforsamlingen. Tænk over det og vær med til, at vi får en klub, hvor man har lyst til at møde op og synes, at man befinder sig godt i.
Eksemplerne er nogen jeg har oplevet og de kan så være et oplæg til fremtids debat på generalforsamlingen.
Eksempler på udfordringer
- Der er for få voksne hænder til at få klubben til at fungere optimalt.
- Med hensyn til klubbens ledelse skal der nye ansigter til.
- (Manglende)fremmøde på de faste træningstider
- Det sociale liv i klubben.
- Det at spille på hold.
For få hænder til ledelsen/daglige opgaver
Der er mange, der har gode ideer med hensyn til, hvad der skal være af aktiviteter i klubben. Desværre falder de fleste af idéerne på grund af manglende interesserede til at føre dem ud i livet.
Selv flere af de mest grundlæggende aktiviteter lider under mangel på frivillige til at sørge for, at de fungerer.
Det er for få af klubbens seniormedlemmer, som giver en hånd med. Og den går ikke længere, hvis klubben som minimum skal opretholde det nuværende niveau. Det går ikke, hvis det altid er de samme, som skal udføre opgaverne!
Vi er tre i bestyrelsen, som har opnået en alder over midten af 70erne. Troels oplyste ved seneste generalforsamling, at han stoppede med at være kasserer og dermed bestyrelsesmedlem (og det er altså lige nu!!). Samtidigt oplyste undertegnede, at jeg stopper som formand og bestyrelsesmedlem i 2022, hvor også Roald stopper som bestyrelsesmedlem. Det betyder ikke nødvendigvis, at vi helt stopper, men fortsat vil udføre enkelte arbejdsopgaver. Men vi vil ikke længere være en del af ledelsen.
Med hensyn til kassererposten har I været varskoet snart et helt år – og nu har I et helt år til at finde en ny formand.
Bestyrelsen vil i starten af den nye sæson komme med en oversigt over de opgaver, som klubben har brug for frivillige til. I kan så byde ind på jeres interesseområde. I kan også selv komme med et bud på, hvad der interesserer jer at arbejde med.
Er der nogen af ungdoms spillernes forældre, der har lyst til at give en hånd med, så sig endelig til.
Men her og nu: Vi skal bruge en kasserer!
Fremmødet på de faste træningstider
Seniormedlemmerne er delt op i to træningsgrupper efter styrke. Mandage og onsdage aftener
er det dem, der har niveau til serie 2 og opefter og tirsdage og torsdage aftener er dem, der
har niveau til serie 3 og nedefter.
Fremmødet er meget svingende, mest til det negative side. For ofte er der tomme borde og
det undrer mig meget. Vi er 47 medlemmer i de to træningsgrupper. Derfor skulle der vel ikke
være problemer med at fylde 6 borde op på træningsholdene.
Det har bl.a. haft den betydning, at nogen medlemmer har trænet i andre klubber på de faste
træningsdage. Og det gør jo kun fremmøde-problemet større.
En anden ting. Der er utilfredshed på de faste træningsdage over, at nogen af de fremmødte
spiller med hinanden i for lang tid med den konsekvens, at andre må sidde i sofaen og ikke
kan komme til at spille. Jeg vil derfor appellere til, at I på de faste træningshold er sociale
anlagt, også rent spillemæssigt – altså også spiller med nogen af de andre.
Der er jo muligheder nok på andre tidspunkter, hvis der er nogen som gerne vil træne
sammen. Skriv det i Facebookgruppen, hvis I træner udenfor de faste tider.
Det sociale liv i klubben.
En del af det at komme i klubben er også, at man kan have det hyggeligt sammen. Det har desværre kikset lidt i enkelte tilfælde. Det at man snakker i krogene om et medlem er uhensigtsmæssigt og skal undgås. Tal i stedet med pågældende om det. Personlige problemer skal efterlades udenfor døren, når man er til bordtennis. Det må kunne klares på anden måde, hvis det er mellem to eller flere medlemmer.
Det ville være godt med nogle sociale aktiviteter – 60+’erne er gode til det. Der var engang hvor vi f.eks. om sommeren cyklede til Hornbæk 2-3 gange, vi løb i skoven og spille lidt sommer fodbold – i denne sæson var vi 1 gang ude hos Allan og spise stegt flæsk og spille minibordtennis. Det kan godt lade sig gøre, bare der en nogen der gider arrangere det. Lad os få noget mere af det.
Sammenhold på turneringshold
Flere hold er gode til det, men det kræver, at spillerne også er gode til det.
Det gælder om at vise interesse for holdet. Når vi har en regel om at vi mødes en halv time før kampstart, så er det ikke hensigtsmæssigt at enkelte først dukker op 10 minutter inden kampstart.
Når holdkampen er i gang, så skal man støtte sine holdkammerater og ikke sætte sig hen i sofaen med mobilen i hånden, eller surmule hvis man lige har tabt.
Og så bliver man til holdkampen er slut, og går ikke efter sin sidste spillede kamp, dermed viser man også interesse for holdet.
En del af dette afsnit er også, at man kommer jævnligt og træner. Hvis man kun møder op til ranglisteturnering og holdkampe, så er det ikke nok til at man kan leve op til de forventninger klubben har til spilleren ved at sætte ham på holdet. Der har været flere eksempler på, at en spiller på den måde ikke kan leve op til fordums styrke.
Corona krisens indflydelse på det sportslige område.
Hele vejen rundt har det sportsligt været en utilfredsstillende sæson såvel holdturneringsmæssigt som stævnemæssigt. Det gælder også det sportslige i klubben for ranglisteturneringerne og klubmesterskaberne. Fra december måned til og med april måned har vi ligget stille, og der har også været gener før december.
Vores 1. hold nåede at spille første halvdel færdig. De kom ikke i nedrykningsfare, men alle holdene i 3. division forbliver i rækken til den kommende sæson.
Vi har trukket vores damehold i 1. division. Det har eksisteret gennem flere sæsoner, men nu var der ligesom et træthedsbrud, hvorfor det var på tide at holde en pause.
Holdturneringen i region øst kørte helt i smadder og det startede tidligt i efteråret, så det blev umuligt at gennemføre den på rimelige vilkår. Man starter forfra til efteråret med holdene i de rækker, de var tilmeldt i.
Ungdomsholdturneringen blev heller ikke spillet færdig, desværre da vores to hold begge var med i toppen af deres rækker. Vi prøver igen til efteråret. Se mere nedenfor.
Stævnerne blev der aflyst flere af, her spiller forsamlingsloftet klart ind, men forhåbentligt kan der afvikles stævner igen. De stævner som ØBTU stod for, er der ikke taget beslutning om de skal gennemføres i andet regi. Det vil være trist for ØST-spillerne, hvis de droppes helt. Turneringsgrupperne tager sig ikke mere af stævnerne og de lokale Vækstteams har ikke ladet høre fra sig om lokale stævner, der arrangeres i BTDK regi.
Ungdom
Holdkampene for ungdomsholdene blev desværre også ramt af nedlukningen, men inden dette skete, nåede vores drengedivisions hold (som vi havde sammen med Hillerød) med Anton og Oscar at spillede sig videre fra region Øst så de nu er i DM slutspillet, som afgøres til september i Odense.
Vores pigehold i o12D med Julie, Julie og Sabine startede sæsonen med nogle gode kampe samt sejre, ligesom vores debutant o12E hold med Sander, Villas og Adam også kom godt fra start, så meget trist at Corona medførte en nedlukning for en ellers meget lovende sæson.
Derudover blev der opstartet et nyt koncept med holdturnering for begyndere med 8 spillere fra hver klub, hvor Helsingør mødte Espergærde. Det gjaldt om at få indsamlet så meget erfaring og glæde ved sporten som muligt. Der var så mange tilmeldinger fra Helsingør at de 8 udvalgte blev fundet ved lodtrækning. Dejligt at se denne glæde og opbakning fra de unge spillere til dette koncept. Klubberne blev tildelt point for spillernes sejre og den klub, der havde samlet flest point sammen til sidst, modtog vandrepokalen. Efter mange tætte kampe trak Helsingør det længste strå til stor glæde for både spillere og klub.
Der har ikke været afholdt de store ungdomsstævner i det forgangne år, men dog skal det lige afslutningsvis nævnes at vi havde en spiller, Oscar med til OB Open 2020, hvor han vandt 19 kampe ud af 21 mulige og rejste hjem med en masse god erfaring fra en meget intens weekend, hvilket klubben er sikker på, vil blive brugt aktivt i den kommende sæson.
Antal medlemmer 20/21
Ungdom: | 30 |
Seniorer: | 47 |
60+ere: | 52 |
I alt | 129 |
Der har været et fald i medlemstallet, her har Corona vist spillet ind. Men vi håber på, at vi på den anden side af sommerferien får fyldt op igen, især blandt ungdomsspillerne. Ellers må vi ud og reklamere – hvis vi da får trænere nok til at tage sig af dem!
Tak til afgående ledere/medlemmer.
Troels stopper som kasserer/bestyrelsesmedlem efter denne generalforsamling. Han har haft posten med at holde styr på klubbens økonomi i 8 år. Han fortsætter som 60+’er talsmand. Der skal fra klubbens side lyde en stor tak til Troels for hans indsats på økonomifronten, hvilket han har klaret til UG med kryds og slange.
Vi har desværre måttet sige farvel til Yael, som ved sæsonstarten valgte at skifte klub til Hakoah. Hun har gennem rigtig mange år været et stort aktiv for klubben såvel på sportslige som det klubmæssige område. Yael har været utrolig meget aktiv som bestyrelsesmedlem, træner og som igangsætter og deltager i sociale aktiviteter både for ungdommen og for de voksne. Det skal hun have en stor tak for fra klubben. Og hun skal vide at hun altid er velkommen tilbage til vores klub.
Afslutning
Jeg vil gerne på klubbens vegne takke alle nævnte og ikke nævnte medlemmer og forældre for deres indsats i løbet af sæsonen. Det er dejligt at se den opbakning, der stadig er fra forældrene i forbindelse med holdkampe, åbne stævner og pointstævner – også med ungdomsspillernes interesse for træningen. Også dejligt at et par forældre indbød til noget lørdags/søndags spil, så interesserede ungdomsspillere kunne spille mere bordtennis.
Peter Tranto