Referat fra generalforsamlingen afholdt den 21. juni 2022

Referat fra generalforsamlingen afholdt den 21. juni 2022 i klublokalet på Idrætscenter Løvdal.

Til stede:

Søren M, Peter T, Roald T, Lars H, Troels N, Poul H, Niels F, Betina B

DAGSORDEN

  1. Valg af dirigent
  2. Formandens beretning
  3. Fremlæggelse af regnskab og budget for det kommende regnskabsår
  4. Behandling af indkomne forslag
  5. Fastsættelse af kontingent for den kommende sæson
  6. Valg af bestyrelse i henhold til § 6
  7. Valg af 1 bestyrelses suppleant
  8. Valg af 1 revisor og 1 suppleant
  9. Eventuelt

 

Punkt 1 – Valg af dirigent og referent

Formanden byder velkommen. Poul Hansen vælges som dirigent og Betina Bechersdahl som referent. Dirigenten gør opmærksom på, at dagsordens punkt nummer 2 bør hedde bestyrelsens beretning, da det jf. vedtægterne, som blev ændret ved GF sidste år, ikke længere er formandens beretning, men bestyrelsen i samarbejde, som skriver beretningen.  Dirigenten konstaterer, at GF er rettidigt indkaldt, og der er ingen forslag til GF.

Beslutning:   Generalforsamlingen er beslutningsdygtig med 8 stemmeberettigede deltagere.

 

Punkt 2 – Bestyrelsens beretning

Peter T oplyser, at bestyrelsens beretning forinden generalforsamlingen er udsendt pr mail til klubbens medlemmer og ligger desuden på hjemmesiden  www.helsingorbordtennis.dk.

 

Beretningen bliver ikke oplæst, da det er forventningen, at alle har læst den, og der bliver nu opfordret til spørgsmål og debat fra forsamlingen.  Udfordringen med at fastholde senior spillere under serie 2 niveau bliver bragt til debat af Betina. Flere i forsamlingen ønsker at klubben fortsat skal forsøge at fastholde et træningsmiljø for serie 3 til 5 niveau, og man er enige om, at dette er betinget af, at der en erfaren senior spiller tilstede hver gang for at styre træningen.  Det bliver også drøftet, om man kan lave åben træning, så det ikke er så opdelt. Men der er enighed om, at det er for svært at samle træningen, da niveauforskellen er for stor.  Opdelingen ”knækker” fint mellem serie 3 og 2 niveau, da det forventes, at serie 2 spillere som minimum kan lave træningsøvelser med et rimeligt sikkert og rent spil.  Den nye bestyrelse vil tage punktet op til næste bestyrelsesmøde. Der menes at være grobund for et serie 4 hold, som evt. kan sammensættes med 60+ spillere.  Troels vil undersøge, om der er 60+’er, som kunne tænke sig at træne om aftenen. Det vil i så fald være bedst med onsdags træning, og derfor skal bestyrelsen også drøfte, hvorvidt hjemmekampe skal flyttes fra onsdag til torsdag.

 

Beslutning: Bestyrelsens beretning godkendes enstemmigt af forsamlingen.

 

Punkt 3 – Fremlæggelse af regnskab og budget for det kommende regnskabsår

Niels F (kasserer) uddeler samt præsenterer regnskab for sæson 2021-2022 og budget for sæson 2022-2023. Regnskabet viser et underskud på underskud 14.078 kr., hvilket bliver forklaret af flere forhold. Som beskrevet i beretningen, så har klubben været udsat for en net svindelsag. Herudover kan underskuddet forklares med et anderledes mix af medlemskontingenter end budgetteret. Flere 60+’er, færre børn og seniorer, har givet reducerede indtægter for klubkontinenter og kommunens betaling for børn og unge. Transportudgifter er noget højere end budgetteret, da bestyrelsen i sæsonen valgte at hæve satsen fra 1,90 fra 1,25 pr. km, og dermed komme på niveau med gældende praksis for de fleste klubber.

På den positive side kan nævnes, at alle sponsorer, som betalte sidste år, også har betalt igen i år. Det er også positivt, at vi nu ser et lille overskud på sodavandsordningen, og kan dermed konstatere, at vi nu tilsyneladende er fri af den tendens, som har plaget os de seneste år med svind og snyderi i køleskabet.

Beslutning: Regnskab og budget godkendes enstemmigt af forsamlingen.

Punkt 4 – Behandling af indkomne forslag

Beslutning: udgår  

 

Punkt 5 – Fastsættelse af kontingent for den kommende sæson.

Der er ingen forslag til kontingentændring.

Beslutning: Uændret kontingent for den kommende sæson vedtages.

 

Punkt 6 – Valg af bestyrelse i henhold til § 6.

På valg til bestyrelsen er: Peter T, Søren og Steen modtager genvalg.

Roald modtager ikke genvalg, og Lars DK træder ud.  Bestyrelsen skal være minimum fem medlemmer for at være i overensstemmelse med vores nye vedtægter.

Beslutning:  Den nye bestyrelse består af Niels F, Betina B, samt Steen J, Søren M og Peter T., som vælges enstemmigt på dette GF.    

 

Punkt 7 – Valg af 1 bestyrelsessuppleant

Lars H meddeler sit kandidatur som suppleant.

Beslutning: Lars bliver enstemmigt valgt for en 1-årig periode.

 

Punkt 8 – Valg af 1 revisor og 1 revisorsuppleant

Peter Kallermann har meddelt, at han gerne modtager genvalg som revisor. Rasmus Guldberg har meddelt, at han også gerne modtager genvalg som revisorsuppleant.

Beslutning: Revisor Peter Kallermann og revisorsuppleant Rasmus Guldberg bliver begge enstemmigt genvalgt for en 1-årig periode.

 

Punkt 9 – Eventuelt

Peter T uddeler sølvmedaljer til 1. holdet, som med denne flotte placering i 3. division sikrede sig oprykning til 2. division. Forsamlingen takker Roald for hans store indsats i klubben, og der overrækkes et gavekort. Betina bringer opgradering af loungeområdet op under eventuel punktet for at veje stemningen hos GF.  Der er stemning for at udskifte de tunge sofaer til noget, som er mere moderne og hygiejnisk. Dels er det svært at rengøre for skidt og møg neden under, og dels er materialet det ikke særligt lækkert med sportsfolk, som sveder.   Bestyrelsen vil arbejde videre med muligheder, og i første omgang vil man se på muligheden for at få mere struktur og orden i lokalet med en rumdeler til tasker og tøj.

Poul H takker generalforsamlingen for et godt møde og erklærer mødet for hævet.