Så kom Betina på banen med Søster Anja
Så kom Betina endelig på holdkortet efter en periode med skader og sygdom. Det skete i 3. runde for damernes første division, som blev afviklet i Fredensborg i denne weekend. Helsingør Bordtennis har i denne sæson et fælleshold med Fredensborg Bordtennis, hvor de to hovedprofiler er søstrene Betina Bech (Bechersdahl) og Anja Bech (Jensen).
De to søstre har ikke spillet på hold sammen siden ungdommen, hvor de var med til at vinde flere fine titler for Helsingør Bordtennis. I dag har søstrene hver sin formandspost, for henholdsvis Helsingør og Fredensborg Bordtennis. Der skal i damedivisionen opstilles 3 spillere i hver kamp, og derfor har holdet flere spillere tilknyttet, primært fra andre nordsjællandske klubber.
I weekendens første kamp mod Hvidovre bestod holdet af Anja, Betina samt Henriette Schönemann-Paul. Fredensborg/Helsingør holdet vandt kampen 7-3. Anja og Betina vandt doublen overbevisende 3-0, men herefter udviklede kampen sig lidt til et maratonløb med en varighed på over 3 timer, hvor 6 singler blev afgjort i lange 5 sæt. Betina vandt alle sine 3 singler, Anja vandt 2 og Henriette vandt 1.
I næste kamp måtte Fredensborg/Helsingør holdet desværre se sig slået 6-4 af topholdet, Roskilde. Holdet bestod af Anja, Betina og Mai-britt Toft Nielsen. Betina og Mai-britt vandt hver 1 single, men Anja var storspillende med to singlesejre og var snublende tæt på at spille holdkampen til uafgjort, da hun tabte 10-12 i 5. sæt mod en af Roskildes stærke profiler.
Fredensborg/Helsingør holdet er nu rykket fra en 5. til 4. plads i grundspillet, men det rækker desværre ikke til medaljespil, som kun er for de 3 bedste hold i hver af de 2 puljer i turneringen. Fredensborg/Helsingør holdet kan til gengæld glæde sig over, at de får gode point med til 2. halvår, hvor alle hold med placeringer 4-7 i grundspillets 2 puljer skal mødes i en ny samlet pulje.