Projekt “FIX GULVET” – starter snart…..
Helsingør Bordtennis Klub er i positiv vækst på alle segmenter – Ungdom, Senior og Pensionister. Vækst er godt, men det stiller krav til vores faciliteter – og i dette her indlæg vil jeg fortælle lidt om projekt “FIX GULVET”.
Hvorfor: Som flere nok har bemærket, så er vores gulv ikke længere i så god stand og særlig gulvet ved bord 1 og 2 er meget nedslidt, da der er store glatte plamager og sprækker. De fleste bordtennisspillere synes, det er ret ubehageligt, når man ikke står ordentlig fast – dels virker det ødelæggende for ens spil og dels giver det risiko for skader, da man lettere kan glide og snuble. Vi har helt konkret oplevet en spiller, som brækkede foden under en bordtenniskamp – i et flot forsøg på at lave en skarp ydreliggende forhåndsblokering! Ja, for Bordtennis er ikke en “kældersport”, men en sport som for de fleste i klubben udøves med stor intensitet – så vi må kræve ordentlige forhold.
Hvem: Vi kan som ledelse ikke acceptere øget risiko for at påføre medlemmerne skader og samtidig ser vi ind i en fremtid med forværring, da vækst giver endnu større slid på gulvet. Vi har været i dialog med kommunen, som desværre ikke kan yde tilskud her og nu, men vi fortsætter dialogen, og vi håber på en god langsigtede plan for renovering af lokalet i samarbejde med kommunen. Her og nu er det en nødvendig, men også acceptabel løsning at “nøjes” med at udskifte gulvet omkring bord 1 og 2. Bestyrelsen har undersøgt forskellige muligheder, og har nu valgt en leverandør samt besluttet selv at stå for udskiftning/reparation i direkte samarbejde med leverandøren. Klubben har ansøgt og har fået en bevilling fra DIG/DIF foreningspuljen, som dækker ca. halvdelen af udgifterne, den sidste halvdel dækkes af klubbens egne midler.
Hvad: Gulvet skal være af samme gulvtype, som vi har i dag: Tarkett Omnisport 3,45 mm. Uni RED bordtennisbelægning. Vi har i alt 311m2, som dækker hele klublokalet inkl. lounge/indgangsområdet, men i etape 1 udskiftes kun området omkring bord 1 og 2 som i alt udgør ca. 70 m2. Opgaven bliver koordineret med kommunen, så vi sikrer, at radiatorerne bliver fjernet og at ventilationen virker perfekt, før gulvarbejdet går i gang.
Hvornår: Arbejdet vil naturligvis kræve nogle lukkedage. I første omgang skal VVS’eren bruge ca. 1-2 dage på at fjerne radiatorerne og herefter skal gulvmanden bruge ca. 4-5 arbejdsdage. Vi vil forsøge at melde lukkedagene ud i god tid, men vi er også nødt til at udvise fleksibilitet overfor håndværkerne, da vi er gået ind i en travl sommerferie periode, og vi ønsker ligesom ”alle de andre kunder” at få opgaven færdiggjort inden sæson opstart i august.
Hvis du har nogle spørgsmål, så du er velkommen til at kontakte mig via email hbtkformand@gmail.com
Med venlig hilsen
Betina Bechersdahl
Formand, Helsingør Bordtennis