Mindeord for Peter Tranto
Mindeord for Peter Tranto
04.09.1944 – 04.07.2025
– På vegne af bestyrelsen i Helsingør Bordtennisklub
Det er med stor sorg og dyb taknemmelighed, at vi i Helsingør Bordtennisklub tager afsked med vores æresmedlem, tidligere formand og mangeårige ven, Peter Tranto.
Peter var ikke bare en del af klubben – han var klubben. I mere end et halvt århundrede satte han sit præg på alt fra ungdomstræning og klubblade til stævneledelse og bestyrelsesarbejde. Han var primus motor bag utallige arrangementer, fodboldkampe, sommertræninger i skoven, minigolfmesterskaber og ikke mindst nogle legendariske klubture. Han var manden, der fik ting til at ske – og som gjorde det med et smil, en skæv bemærkning og en ukuelig energi.
Peter var formand af flere omgange og drev i perioder klubben næsten alene. Da han trådte tilbage, var det for at give plads til nye kræfter – men da han så, at det haltede, vendte han tilbage. Ikke af stolthed, men af kærlighed til klubben og dens medlemmer. Han var en ildsjæl i ordets reneste betydning.
Hans engagement rakte langt ud over Helsingør. I mere end 50 år var han en fast stemme ved dommerbordet til stævner i hele Østdanmark. Alle, der har spillet turneringer i regionen, har mødt Peter – og mange har lært af ham. Han blev hædret med Helsingør Kommunes fornemste lederpris i starten af 1980’erne, og blev kaldt “byens Batman” i Helsingør Dagblad – en titel, der passede ham godt: altid i kulissen, altid klar til at redde dagen.
Selv i sine sidste år, præget af sygdom, fortsatte Peter med at støtte klubben. Han opdaterede hjemmesiden, hjalp bestyrelsen og deltog i planlægning. Det er heller ikke længe siden han delte ud af sine erfaringer til Hillerød, for at hjælpe dem med at afholde ungdomsstævne – et vidnesbyrd om hans vedvarende engagement.
Peter var uselvisk, tålmodig og varm. Han gjorde aldrig noget for egen vindings skyld. Han inspirerede os – med sin kærlighed til sporten, sin legende tilgang til livet og sin evne til at få os andre til at ville gøre en forskel. Mange af os er i dag en del af klubben på grund af Peter.
Den indsats som Peter har leveret igennem en livstid, er uden sidestykke. Både det praktiske arbejde, og det personlige indtryk, vil for altid stå tydeligt. Havde det ikke været for Tranto, havde der ikke været en Helsingør Bordtennisklub i dag.
Det er bestyrelsens intention at afholde et mindestævne i løbet af det næste år – en idé som Peter selv havde, og som vi vil gøre alt for at opfylde. Her vil vi samles – gamle og nye medlemmer – og mindes ham med glæde, grin og taknemmelighed.
Æret være Peter Trantos minde. En vaskeægte klublegende.
Tak for alt, Peter. Du vil aldrig blive glemt.