Også sejr over rækkens nr. 1

Med en slutspurt med tre sejre og en uafgjort i de fire sidste kampe spillede Helsingør sig klart fri af nedrykningsfare og overlod nedrykningspladsen til Slagelse. Allerede med sejren over SISU/MBK i lørdagens kamp havde holdet sikret sig en ny sæson i 2. division. Det blev fejret med en 9-5 sejr over Søhøjlandet, som trods nederlaget blev vinder af rækken.

Helsingør startede bedst med tre singlesejre mod en i første singlerunde. Rasmus Olsen slog Alexander Bisbo, Rasmus Guldberg vandt over Gorm Roesgård og Lars Hansen over Henrik Krusborg, alle med 3-1, mens Jes Arder tabte med samme cifre til Thomas Sørensen.

Anden singlerunde resulterede i en udligning til 4-4, her var Rasmus Guldberg eneste vinder med 3-1 over Henrik Krusborg. Doublerne har hele tiden været et af Helsingørs stærke våben, og denne kamp var ingen undtagelse. Begge doubler blev vundet med 3 sæt mod 2 og begge blev vundet sikkert 11-3 i 5. og afgørende sæt.

I tredje singlerunde vandt Helsingør tre af de fire singler. Jes Arder kom bagud 0 -2 i sæt, men spillede sig kraftigt op og vandt de næste tre sæt og dermed kampen. Lars Hansen gjorde kort proces mod Alexander Bisbo og vandt tre sæt mod nul. Rasmus Guldberg tilføjede modstandernes bedste spiller Thomas Sørensen hans eneste nederlag med en 3-1 sejr. I sidste kamp spillede Søhøjlandets Henrik Krusborg sig op og vandt 3-1 over Rasmus Olsen.

I den nu afsluttede turnering blev Helsingør placeret i 2. division midt, hvor der bl.a. var jyske og fynske modstandere. Holdet håber nu at komme tilbage til østkredsen og dermed få kortere ture til udekampene.

IMG_0408