Vores ØST-hold efter sidste runde af kampene

 

 

Vores ØST-hold efter sidste runde af kampene i kredsene

Nu er kampene i kredsene afsluttede og der er ”kun” kredskampene tilbage for 2. og 4. holdet. Samt en kvalifikationskamp for 4.holdet.

Samlet set er turneringen forløbet godt for to af holdene og mindre godt for to andre.

Hold 5

Desværre måtte vi trække vores 5. hold i serie 2, da det var svært at samle spillere til kampene. Det skyldtes skader, sygdom og manglende reservemuligheder, så det var for meget op ad bakke til det var rimeligt overfor alle at fortsætte.

Hold 4

Holdet startede med to veteraner og to næsten ungdomsspillere. De befandt sig godt i serie 2s kreds 8, hvor alle kampene i 1. halvdel blev vundet, undtagen sidste kamp mod HBK89, som var lidt for stærke for vores spillere.

I 2. halvdel af turneringen kom der knas i maskineriet, holdet tabte to kampe, inden de i sidste kamp mødte HBK89 igen og tabte 5-9. HBK89 vandt alle side kampe. Men de fik skrabet points nok sammen til at blive en sikker nr. 2.

Med 2. pladsen mistede de den direkte oprykning til Serie 1. Men der er en chance endnu, idet holdet skal med i en kval-turnering om to pladser. Derudover skal holdet også spille kredskampe om mesterskabet for ØST-rækken.

Der har deltaget 6 spillere i holdets kampe – Torben, Bjarne, Rasmus, Oscar, Heino og Asger.

Hold 3

Der var lidt usikkerhed om man skulle tilmelde dette hold i serie 1. Men med en opstilling med Steen, Mads, Søren og Kenneth gik det nok. Det gjorde det så også, selv om holdet kom i en stærk serie 1 kreds. Det blev til 6 sejre og 3 nederlag i 1. halvdel, så det var helt acceptabelt. Med et par svage hold med i kredsen, så skulle det vise sig at være nok til at forblive i serie 1.

Anden halvdel af turneringen blev resultatmæssigt lidt af en katastrofe, da holdet kun formåede at spille sig til 3 point, alle tre points mod Gladsaxe.

Hvad skete der dog? Jo, Steen rykkede op på 2. holdet for at være med til at spille dette hold op i Østserien. Mads mistede lysten til at spille. Jakob kom ned på holdet fra 2. holdet, men kunne ikke matche de spillere, der forsvandt fra holdet. Søren spillede kun 1 kamp i 2. halvdel af forskellige personlige årsager. Oscar kom op fra 4. holdet, men havde ikke styrke nok til at bringe holdet i nærheden af sejre. Mads spillede i øvrigt med i sidste kamp

Allan, Torben, Peter, Rasmus, Claus og Heino deltog også i holdets kampe.

Det blev til en 6. plads i kredsen – godkendt efter omstændighederne!

Hold 2

Da turneringen startede, var kursen selvfølgelig lagt mod Østserien. I forhold til kampene i 2. halvdel, var enkelte af kampene i første halvdel af turneringen lidt for spændende.

Man da vi rykkede Steen op på holdet fra 2. halvdel, så var der ingen svinger i valsen. Det blev til sejre i alle 9 kampe. Vendepunktet kom i 10-4 sejren ude mod Frederiksberg, som holdet havde tabt til på hjemmebane. Frederiksberg tabte derefter gnisten og tabte et par kampe mere.

Førstepladsen gav adgang til direkte oprykning til Østserien.

Holdet har bestået af Theis, Per, Henrik, Steen, Jakob og Kenneth som reserve, han vandt to kampe som reserve i en 8-6 sejr!

Holdet spiller ligesom 4. holdet kredskampe om mesterskabet for Serie 1 – kvart- semi- og finale, hvis de går hele vejen.

Det er et rigtigt homogent hold, hvilket er en fordel, når der ikke er for stor forskel på holdets spillere. Bedst var Theis, som kun tabte 1 kamp, så han var klart kredsens bedste spiller.

Detaljer

Hvis du vil se hvordan det gik i de enkelte kampe og placeringerne på toplisten, så gå ind på hjemmesiden i menuen Holdturneringen, klik på det hold du vil kigge på og klik på Helsingør i stillingen. Så ser du holdets resultater og vil du se, hvem der vandt i de enkelte kampe, så klik på vælg.