Bestyrelsens beretning 2025
Bestyrelsens beretning 2025
Vi opfordrer alle medlemmer til at læse bestyrelsens beretning, og selvfølgelig også til at deltage på årets generalforsamling, som afholdes i klubben mandag den 16. juni 2025 kl. 19:00.
Bestyrelsens beretning vil bestå af følgende områder, udarbejdet af den nuværende bestyrelse:
1. Velkommen til beretningen, af bestyrelsesformand Rasmus G.
2. Økonomi, af kasserer Rasmus O.
3. Lokalet, af lokaleansvarlig Theis A.
4. Senior afdelingen, af senioransvarlig Lars H.
5. New Seniors, af New Senior ansvarlig Søren M.
6. 60+’erne, af 60+ ansvarlig Niels F
7. Ungdommen, af ungdomsansvarlig Steen J.
1. Velkommen til beretningen
Kære medlemmer,
Velkommen til årets bestyrelsesberetning. Jeg vil holde introduktionen kort og overlade ordet til de øvrige bestyrelsesmedlemmer, da beretningen helst ikke skal blive for lang.
Trods en lettere turbulent start på sæsonen, står vi i dag med en klub, der – efter min bedste overbevisning – er både velfungerende og i tydelig fremgang på flere fronter.
Vi ser en rigtig positiv udvikling i ungdomsafdelingen, hvor faste trænere og et mere bæredygtigt setup har givet både bedre økonomi og flere medlemmer. 60+ afdelingen trives også fantastisk, båret af både stor tilslutning, god ledelse og højt aktivitetsniveau – både socialt og sportsligt. I seniorafdelingen har elitedelen (divisionsholdet) ganske vist lidt et – forhåbentlig midlertidigt – knæk, men til gengæld er bredden blevet styrket med en række nye medlemmer.
Samlet set er medlemsantallet det højeste siden coronaperioden, og det er en udvikling, vi som klub kun kan være stolte af.
Jeg vil gerne rette en stor og oprigtig tak til alle, der har bidraget til klubben i årets løb – frivillige såvel som aktive medlemmer. Frivilligt arbejde er ofte usynligt, men helt afgørende for, at vi kan dyrke den sport, vi holder så meget af.
Tak for denne sæson – og vi glæder os allerede til den næste!
På vegne af hele bestyrelsen
/Rasmus G
1
2. Økonomi
Udvikling i antallet af medlemmer fordelt på medlemsgrupper sæson 24/25:
Medlemstallet har overordnet set haft en positiv udvikling i året, som det fremgår af ovenstående tabel, har der været en stabilisering af medlemstallene for ungdom og seniorer og igen i år en positiv udvikling for 60+. Det er glædeligt at se stabiliseringen for ungdom, på trods af de ændringer der har været i ungdomsafdelingen mod en mere bæredygtig økonomisk model, som der ligeledes kan ses af regnskabet. Seniorerne har i løbet af sæsonen desværre haft en afgang af en håndfuld medlemmer, der har været i klubben i en årrække, dog ender året med en nettoafgang på kun ét medlem. Endelig fortsætter 60+’erne fremgangen med en nettotilgang på 7 til i alt 92 medlemmer. Vi har som klub igennem de senere år formået at stabilisere medlemstallene på ca. 20 for ungdommen, 35 for seniorer og 80 for 60+ere (dog gået over forventning), og det er vores vurdering, at vi har en klub, hvor medlemsfordeling, klubbens kapaciteter og ressourceforbrug hænger sammen på en god og stabil måde.
Indtægterne fra kontingentbetalinger stiger i året med ca. kr. 19.000 i forhold til sidste år. Stigningen skyldes især at 60+ afdelingen fra sæsonen 2024/25 har inkluderet den såkaldte “kaffekasse” i kontingentet, hvor der ligeledes er medtaget omkostninger til kaffe mv. i klubbens regnskab.
Sodavandsregnskabet udviser et overskud på ca. kr. 1.700 og ligger på niveau med sidste år, på trods af et lavere salg. Indtægter fra vores sponsorer er faldet med kr. 3.000, hvilket skyldes at en sponsor har trukket sig og en anden er gået konkurs. Vi har i sæsonen modtaget tilskud fra Helsingør Kommune for kr. 10.706 mod kr. 6.982 sidste år.
På udgiftssiden er det værd at bemærke at omkostninger til trænere og medlemskampagne på sociale medier og andre omkostninger for ungdomsgruppen er faldet fra at udgøre ca. kr. 68.000 kr. i 2023/24 mod at udgøre ca. kr. 35.000 i 2024/25. Dette har været et bevidst strategisk valg fra bestyrelsen for at få styr på økonomien i ungdomsafdelingen og det er derfor meget glædeligt at dette samtidig har været gjort med en nettotilgang på antallet af medlemmer i ungdomsafdelingen. Øvrige omkostninger såsom licenser, stævnedeltagelse m.m. har stort set udviklet sig som budgetteret.
Der har i denne sæson været en modernisering af klubbens regnskab, hvilket har medført at der fra denne sæson ligeledes indgår aktiver og passiver i foreningens årsrapport, hvilket muliggør at indtægtsføre indtægter i fremtidige regnskabsår, hvor den tilknyttede omkostning finder sted. Indtægter må som udgangspunkt kun optages i driftsregnskabet, når indtægten er sikker og kan måles pålideligt. Når dette fremhæves, skyldes det at klubben i sæsonen 2023/24 modtog et tilskud fra DIF/DGI puljemidler til delvis renovering af gulvet i bordtennislokalet. Indtægten er indtægtsført i 2023/24 og omkostningen er afholdt og medtaget i regnskabsåret for 2024/25. Det faktuelle driftsresultat i regnskabet 2024/25 viser et underskud på kr. 45.633, men hvis omkostningen var blevet afholdt i 2023/24, sammen med tilskuddet, så havde vi faktisk kunne fremvise et driftsoverskud i 2024/25 sæsonen.
2
Bestyrelsen har besluttet, at vi ikke ønsker at budgettere med driftsunderskud, og dermed “spise” af vores opsparing. Vi har brug for en robust buffer, da vi fremadrettet må forvente flere udgifter til vedligeholdelse og reparation af lokale og inventar. Vi har været i klubben i mere end 40 år, og lige nu ser vi en rigtig positiv og glædelig udvikling med en voksende 60+ afdeling. Dette er godt for klubben, men det betyder naturligvis også, at når vores klub vokser, og vi er flere personer, som samlet set tilbringer endnu flere timer ved bordene, så slider det også mere på lokale og inventar end vi har været vant til.
/Rasmus O
3. Lokalet
Sæsonen 2024/2025 startede med at der blev lagt nyt guld under bord 1. Gulvet blev blandt andet finansieret via fondsmidler som tidligere bestyrelse havde søgt. Ligeledes blev der tildelt midler fra DGI til gulvet. Desværre blev der ikke lagt nyt gulv under bord 2 som bestyrelsen ellers havde håbet. Årsagen hertil var, at der var sket en kommunikationsfejl omhandlende opmålingen ved bordene da aftalen blev indgået med tidligere bestyrelse. Da gulvet generelt er slidt – også ved bord 3-6 har bestyrelsen ansøgt DGI om midler til nyt gulv, desværre uden held, da der ikke ydes støtte til samme projekter der tidligere er givet støtte til. Bestyrelsen har ligeledes ansøgt Helsingør Kommune om midler til nyt gulv, her ventes der fortsat på svar.
Helsingør BTK kan, hvis vi sammenligner os med andre klubber, generelt set være stolte af vores faciliteter. Vi har modsat mange andre klubber vores eget lokale som kan og stort set bliver benyttet alle ugens dage. At vi kan være stolte af vores lokale skyldes, at vi alle tager fælles ansvar for de ting der er i lokalet og handler på de ting der udfordrer. Konkret har der i sæsonen 2024/2025 været udfordringer med vores robot der til tider har været behandlet uhensigtsmæssigt. Robotten er dyr og glæder mange, hvorfor der skal passes ekstra godt på den. For at undgå forkert opsætning og nedpakning har bestyrelsen fremskaffet en kasse til robotten med påsatte vejledninger for op- og nedtagning. Dette er forhåbentlig med til at holde robotten i live mange år fremover.
Bestyrelsen er løbende i dialog med Helsingør Kommune, Idræt og anlæg omkring småreparationer i klublokalet og omklædningsrummene. Bestyrelsen har bl.a. påpeget fejl i ventilationen, manglende rengøring og tilkalkede brusere. Disse ting bør der nu være styr på. Derudover har Idræt og anlæg tilset klublokalet i forhold til mulige affarvninger på væggene, da vi i bestyrelsen var bekymrede for om der var ved at udvikle sig noget der potentielt set kunne være sundhedsskadeligt. Dette har Idræt og anlæg for nuværende afkræftet. Bestyrelsen vil dog løbende følge op på dette.
/Theis A
3
4. Senior afdelingen
Sæsonen startede lidt kaotisk for vores øverste seniorhold. Det var blevet besluttet inden sæsonstart, at 1.holdet skulle skæres lidt ned, og dermed være uden reserver. Dette kunne vi desværre ikke bære, blandt andet fordi vores 1. mand fik en langtidsskade i forbindelse med sæsonstart. Det blev besluttet at det ville være synd at ødelægge alle hold, ved at hente reserver op, hele vejen igennem rækkerne. Vi endte derfor med at tage den korrekte beslutning om at trække 1. holdet tidligt på sæsonen, så vi i stedet kunne styrke nogle hold ned gennem rækkerne. Men sæsonen blev hurtigt bedre. 2. holdet endte i bedste halvdel i Østserien (den højeste rangerende serie). 3. holdet endte, på trods af en rigtig skidt fra start, uden point i de tre første kampe, på en flot 3. plads, efter lidt hjælp fra et par 2.holdsspillere, hvilket betød, at de var tæt på at skulle spille oprykningskvalifikation. 4. holdet kvalificerede sig via en flot 2. plads til at spille om oprykning til serie 1.
Ranglisteturneringen ændrede en smule format i år, og der blev indført en ny struktur, som betød at der var fri tilmelding for alle seniorer, uden op- og nedrykning. Der var samtidig en ændring i hyppigheden, da der blot blev spillet én rangliste om måneden.Det hele forløb godt og smertefrit. Rasmus Guldberg endte som samlet vinder. Men vi vender sandsynligvis tilbage til hver rangliste hver 14. dag næste år.
Klubmesterskabet i Veteran 40+ kørte også rigtig godt, med Steen Jørgensen som ultimativt indtog øverste trin på skamlen. Doublen blev vundet af Steen og Lars H.
Klubmesterskabet i åben række har i år fået en rigtig pæn tilmeldingstilslutning, og det vil blive afholdt lørdag den 14/6 (hvilket er efter at denne beretning er skrevet)
/Lars H
5. New Seniors
Sæsonen 24/25 blev sæsonen hvor vi fik 7 spillere i gang med at spille holdkampe i hhv. serie 4 og 5.
Vi har sammenlagt været 18-20 spillere som har trænet hver tirsdag og torsdag. 4 nye kvinder er kommet til og har medvirket til at vi har fået en fantastisk god gruppe. 3 af vores bedste ungdomsspillere har trænet med og vi har også et godt forhold til spillerne fra firmaidrætten som vi deler lokalet med og også træner sammen med om tirsdagen.
Vi spiller turnering fast en gang om måneden, som både kan være single, double el en mix-match turnering.
Vi har stadig plads til 5-6 nye spillere førend vi får pladsproblemer.
Tak for en super sæson til alle New Seniors
/Søren M
4
6. 60+’erne
Bordtennis for 60+-segmentet fortsætter med at være meget populært, på landsplan såvel som i Helsingør. I vores klub har vi i den forløbne sæson haft en medlemstilgang på netto 7, fra 85 til 92. Vi har dermed nået maksimum for hvor mange vi kan være – og der er da også en venteliste på 12 personer som ønsker at blive medlemmer så snart der er plads.
Sportsligt har det været et godt år for 60+’erne, både ved DGIs Landsmesterskaber i Vejen hvor vi kom hjem med 3 medaljer og i BAT 60+ Danmarksturneringen, hvor vi havde 4 hold med i sæsonen. Det blev dog ikke til nogen 1.-pladser i år, men hæderlige 3.pladser til 2 af vore hold. Konkurrencen er blevet hårdere! Internt har vi holdt både juleturnering og naturligvis klubmesterskab. Begge med stor opbakning – hvilket ikke alene skal tilskrives de gode vinpræmier!
Sommerfrokosten blev holdt på det gode skib Aurora, der pendulerede os frem og tilbage mellem Helsingør og Helsingborg. Som altid forlystede vi os med quiz og andet muntert samvær, hvilket blev afsluttet med en stille fadøl på Axeltorv. Nytårsfrokosten holdt vi igen, igen, i Helsingørs Kongelig Privilegerede Skydeselskabs lokaler, smørrebrød og, naturligvis, quiz.
Yael Schade har endnu engang været så sød at træne i alt 20 medlemmer, hvilket er meget populært.
/Niels F
7. Ungdommen
Vi startede op med ungdom træning i midt august
Vi fik meget hurtigt en 5-6 nye spillere og 5-6 fra sidste år fyldte vi hurtigt holdet op.
Storm og Villads viste sig hurtigt at være virkelige dygtige ungdomsspillere og vi kunne melde et hold til i over 12-årsrækken sammen med Arnold
De klarede sig virkeligt godt og lå til guldmedalje efter vinterpausen. Så rykkede Bordtennis Danmark holdet en række op og det viste sig at være en lidt for stor mundfuld for drengene. Storm og Villads blev meget overraskende udtaget til Kids Cup i Viborg i yngre drenge og fik mange spændene kampe mod jævnaldrende drenge
Vi har flere dygtige drenge på vores træningshold. Bl.a. Oskar og Hermann som har vundet mange medaljer til stævnerne. Det ser meget lovende ud i den kommende sæson
Mvh trænerteamet
/Steen J
5








