Bestyrelsens beretning 2026
Bestyrelsens beretning 2026
Vi opfordrer alle medlemmer til at læse bestyrelsens beretning og deltage i årets generalforsamling, som afholdes i klubben mandag den 22. juni 2026 kl. 19.00. Beretningen giver et samlet overblik over året, der er gået – med fokus på udviklingen i klubben, vores aktiviteter og de vigtigste resultater på tværs af afdelingerne.
Nedenfor følger bidrag fra bestyrelsen:
Velkommen til beretningen, af bestyrelsesformand Rasmus G.
Økonomi, af kasserer Rasmus O.
Senior afdelingen, af senioransvarlig Lars H.
New Seniors, af New Senior ansvarlig Søren M.
BAT60, af BAT60 ansvarlig Steen P.
Ungdommen, af ungdomsansvarlig Theis A.
Velkommen til beretningen
Kære medlemmer – Velkommen til årets bestyrelsesberetning!
Kort sagt: det har været en rigtig god sæson for Helsingør Bordtennisklub.
Bestyrelsesarbejdet har fungeret virkelig godt. Der er engagement hele vejen rundt, og selv når vi ikke er enige, finder vi løsningerne gennem gode og respektfulde diskussioner. Det giver energi – også når møderne bliver lidt lange. En særlig tak skal også lyde til vores suppleant Kenneth Novak for hans bidrag og engagement gennem sæsonen.
Samtidig står klubben stærkere økonomisk efter tidligere udfordringer, hvilket giver et mere solidt fundament for den fortsatte udvikling.
Og vigtigst af alt: vi vokser! Kombinationen af stærkt fællesskab, engagerede frivillige og gode træningstilbud gør heldigvis, at flere og flere finder vej til klubben.
Flere unge spillere, flere seniorer og fortsat stor tilgang til BAT60. Der er gang i klubben, som vi ikke har oplevet i mange år – med træning hver eneste dag og masser af aktivitet på alle niveauer. Vi spænder fra toppen af Østserien til serie 4. vi har udvidet ungdomstræningen, BAT60 har venteliste, og der er liv i hallen. Det er tydeligt, at folk har lyst til at være en del af klubben – og det er måske det bedste tegn på, at vi er på rette vej.
En stor tak til alle frivillige, der får det hele til at hænge sammen – både i og uden for bestyrelsen. Uden jer ingen klub. Også en tak til alle medlemmer for at bidrage til den gode stemning, fællesskabet og lysten til både træning, kampe og det sociale.
Det har været en fornøjelse at være formand i denne sæson – og vi glæder os til at bygge videre på det momentum, vi har skabt sammen. Jeg kan ikke understrege nok, hvor meget pris jeg sætter på alt det frivillige arbejde som bliver gjort!
Tak for denne sæson – vi glæder os allerede til den næste. Vi ses i hallen!
På vegne af bestyrelsen
/Rasmus G
Økonomi
Udvikling i antallet af medlemmer fordelt på medlemsgrupper sæson 25/26:
Medlemstallet har overordnet set haft en positiv udvikling i året, som det fremgår af ovenstående tabel, har der været en stigning i medlemstallene for ungdom og seniorer og igen i år en positiv udvikling for Bat60.
Det er glædeligt at se stigningen for ungdom, på trods af de ændringer der har været i ungdomsafdelingen mod en mere bæredygtig økonomisk model fra sæsonen 2024-25, som der ligeledes kan ses af regnskabet. Seniorerne har i løbet af sæsonen haft en mindre tilgang i antallet af medlemmer og der er fortsat fokus på at tiltrække flere seniormedlemmer. Bat60’erne fortsætter med en flot fremgang og har med en nettotilgang på 9 til i alt 101 medlemmer.
Vi har som klub igennem de seneste sæsoner formået at stabilisere og endda se en stigning i medlemstallet, hvilket er gået over bestyrelsens forventninger, og det er vores vurdering, at vi har en klub, hvor medlemsfordeling, klubbens kapaciteter og ressourceforbrug hænger sammen på en god og stabil måde.
Indtægterne fra kontingentbetalinger stiger i året med ca. kr. 29.600 i forhold til sidste år. Stigningen skyldes primært øget antal medlemmer, samt flere Bat60, som turneringsspillere. Sodavandsregnskabet udviser et overskud på ca. kr. 1.200 og er faldet i forhold til sidste år, på trods af et stabilt salg. Indtægter fra vores sponsorer er faldet med kr. 2.000, hvilket skyldes at en sponsor har lukket sin virksomhed.
Vi har i sæsonen modtaget tilskud fra Helsingør Kommune for kr. 7.275 mod kr. 10.706 sidste år. Dette skyldes, at der sidste år blev givet et ekstra tilskud fra Helsingør Kommune for afholdelse af et træningsarrangement på kommunens vegne.
På udgiftssiden er det værd at bemærke at omkostninger til trænere alene er steget med ca. kr. 4.000 på trods af, at vi i sæsonen har haft et ekstra træningshold, som følge af den flotte tilgang på ungdomssiden. Bestyrelsen har tidligere truffet et bevidst strategisk valg, om at investere i ungdommen og herunder også rammerne for træningen. Det er derfor meget glædeligt, at vi kan konstatere en pæn fremgang i antallet af ungdomsmedlemmer.
Øvrige omkostninger såsom licenser, stævnedeltagelse m.m. har stort set udviklet sig som budgetteret. Værd at bemærke på omkostningssiden er, at klubben sidste år havde omkostninger til nyt gulv på bord 1 på samlet kr. 66.015, her er omkostningerne til vedligeholdelse reduceret til kr. 5.432 for sæsonen 2025-26. Bestyrelsen har på denne post budgetteret med kr. 30.000 til sæsonen 2026-27 for yderligere modernisering af inventar og udstyr.
Bestyrelsen har besluttet, at vi ikke ønsker at budgettere med væsentlige driftsunderskud, og dermed “spise” af vores opsparing. Vi har brug for en robust buffer, da vi fremadrettet må forvente flere udgifter til vedligeholdelse og reparation af lokale og inventar. Vi har været i klubben i mere end 40 år, og lige nu ser vi en rigtig positiv og glædelig udvikling med en voksende Bat60 afdeling. Dette er godt for klubben, men det betyder naturligvis også, at når vores klub vokser, og vi er flere personer, som samlet set tilbringer endnu flere timer ved bordene, så slider det også mere på lokale og inventar end vi har været vant til.
/Rasmus O
Senior afdelingen
Det har samlet set været en god sæson med lidt blandet resultater og social hygge.
1. holdet klart godkendt sæson med oprykningsspil til 3. div. som glippede i sidste øjeblik.
2. holdet som skuffende røg ned i serie 2 blandt andet pga. varierende styrke i skiftende holdopstillinger.
3. holdet klart godkendt med blandt andet 2 drengespillere på holdet.
4. holdet mere end godkendt med oprykning til serie 2.
Desuden har der været afholdt klubmesterskaber og Trantocup godt organiseret og styret af Yael og ranlisteturneringen også godt styret af Asger.
Derudover har Heino og Asger arrangeret en hyggelig juleturnering med over 20 tilmeldte og 12 som drog videre til hyggespisning på Cafe Olai.
/Lars H
New Seniors
Sæsonen har været rigtig god med et ret stabilt fremmøde som har betydet at alle borde har været i spil langt de fleste aftener.
Tirsdage har vi nogle gange været "for mange" dvs. lidt ventetid ift. firmaidrætten. Samarbejdet med firmaidrætten fungerer upåklageligt og de bliver ofte længere og spiller med vores spillere.
Vi har mistet 2 spillere, men 6-7 nye er kommet til. Yael og undertegnede har lavet lidt slagtræning for dem som ønskede dette om torsdagen.
Vi har afviklet 5-6 interne turneringer med stor succes, derudover en julefrokost og en sommermiddag som afvikles 20/6. Der er altid stor tilslutning til disse arrangementer og jeg er overbevist om at de er medvirkende til at folk trives og bliver i klubben.
Næste sæson ser det ud til at vi alene fra new Seniors skal tilmelde et serie 5 hold, et serie 4 hold og et serie 3 hold som minimum. Dette vil udfordre klubben på afvikling af hjemmekampe samlet set, da vi vil have 7-8 hold i alt.
/Søren M
BAT60
Afdelingen har 101 medlemmer, hvilket er en pæn fremgang i forhold til tidligere. Vi har i år afholdt sommerfrokost og nytårsfrokost med ca. 30 deltagere pr. gang. Klubmesterskaber med 25 deltagere i single, 14 hold i double. I holdturnering har vi deltaget med 1 hold i serie 4, 5 hold i bat60 hvoraf et hold blev nr. 1 i deres række. Vi har haft 2 udflugter, biograftur og bordtennis/spisning i København.
/Steen P
Ungdommen
Ungdomsafdelingen har i årets løb oplevet en meget positiv udvikling.
Medlemstallet er steget betragteligt hvilket har gjort det nødvendigt at udvide træningstilbuddet fra ét til to træningshold med to træninger ugentligt. Dette for at sikre gode rammer for alle spillere.
Samtidig har vi set en stigende deltagelse ved stævner, hvor flere spillere end tidligere har repræsenteret klubben med flotte indsatser.
I holdturneringen har klubben haft hele to ungdomshold tilmeldt, hvilket vidner om både bredde og engagement blandt vores unge spillere. Derudover har to af ungdomsspillerne taget det næste skridt og bidraget på seniorhold i holdturneringen – dette endda med flotte resultater.
Den positive udvikling skyldes ikke mindst vores stabile og engagerede trænerteam, som formår at møde spillerne på deres individuelle niveau og skabe et motiverende træningsmiljø, hvor både nye og “gamle” spillere trives og udvikler sig.
/Theis A








