2. holdet ligger fortsat nr. 1 i Østdanmarksserien!
Den 14. januar tog Jes, Sabine, Søren og Rasmus H imod Virum på hjemmebane. Helsingør-spillernes forventninger var rimelig store, da Virum "kun" lå på 6. pladsen og havde tabt 9-5 til os i den første kamp. Dengang havde vi dog Lars Hansen som trumfkort, men med Jes" suverænitet, Sabines stabilitet(plejer altid at vinde 2 singler og 1 double) og Sørens og Rasmus" fremgang siden sæsonstart, så så det lyst ud. Det blev dog en vanskeligere opgave end forventet.
Søren lagde ud mod den ældre og rutinerede Flemming Vollertzen og fik den hevet hjem i 5. sæt. Samtidig tabte Rasmus til den super offensive og altid fightende Christian Wieth. Jes vandt som forventet over Henrik Koch, og Sabine tog Lars Starup på sengen og vandt overraskende klart 3-0. Efter at alle havde spillet deres første kamp, stod den 3-1 til Helsingør.
Næste rundes kampe stod i 5-sætternes tegn. Søren og Sabine tabte måske lidt overraskende deres kampe i 5 sæt til Christian og Henrik. Sabine havde af uvisse årsager mistet troen og humøret og spillede nok sæsonens dårligste kamp og tabte ca 15-13 i 5. sæt. Det var ikke lige, hvad Sabine havde tippet efter!. Jes spillede også en drabelig 5-sætskamp mod Starup men vandt heldigvis. Rasmus spillede helt eminent mod Vollertzen og vandt klart 3-0. Stærkt! Før doublerne stod den 5-3 i vores favør.
Jes og Sabine vandt den ene double, og den selvudnævnte dream team duo, Rasmus og Søren, var umådeligt tætte på i deres men trak desværre det korteste strå i 5. sæt.
Bagefter mødte rækkens hårdeste forhåndsloop, vores egen Søren, rækkens hårdeste smash, Starup. Starup var bedst til at smadre i den dyst, og Søren tabte desværre. Jes vandt en god kamp over Christian, mens Rasmus måtte se sig besejret af Henrik. Før den sidste og afgørende single mellem Sabine og Vollertzen, stod den 7-6 til os. Der var derfor meget, der stod på spil, fordi der var kun et enkelt point ned til københavnerne på 2. pladsen. Skulle vi ryge ned ad tabellen eller bevare 1. pladsen?
Sabines dårlige indsats mod Koch sad stadig i hende, og hun spillede derfor mindre godt i 1. sæt, som hun tabte, men så kom hun i gang med sit offensive spil. Opbakningen var i top, og det smittede af på Sabines spil. Hun førte 2-1 i sæt og havde en 9-5 føring, men Vollertzen ville det anderledes. Han gjorde et comeback, og nu var stillingen 2-2 i sæt. Det kunne ikke være mere spændende! Sabine loopede og smashede det bedste hun havde lært og vandt heldigvis 5. sæt trods Vollertzens adskillige feberredninger. Nu var det endelig en kendsgerning: Med sved på panden vandt Helsingør 8-6 over Virum og bevarede dermed 1. pladsen.