Masser af succes
Dame single
Guld: Sabine Borre Larsen
Herre single
Sølv: Dennis Rasmussen
Herre double
Guld: Dennis Rasmussen/Joakim Karlsson
Mixed double
Guld: Sabine Borre Larsen/Dennis Rasmussen
Sølv: Yael Schade/Rasmus Hansen
Dame klasse 1 single
Guld: Merete Juel Hall
Dame klasse 1 double
Guld: Yael Schade/Mette Fabricius, Sorø
Veteran 70 single
Guld: Ole Krusager
Sølv: Per Mølholm
Bronze. Jørn Keldmand
Veteran 70 double
Guld: Ole Krusager/Per Mølholm
Sølv: Jørn Keldmand/Børge Reich
Ved de østdanske mesterskaber i bordtennis i Farum Arena dominerede Helsingør to af klasserne, Senior elite og veteran 70.
I elite rækkerne var der ingen reel modstand til Sabine Borre Larsen, som i sine fire spillede kampe kun tabte et enkelt sæt. Sammen med Dennis Rasmussen vandt hun også mixed doublen. Her var der også et enkelt sættab. Parret er danske vicemestre, da de fik sølv ved sidste års danske mesterskaber. Et andet Helsingør par, Yael Schade og Rasmus Hansen sikrede sig sølvmedaljerne efter en 3-2 sejr over Nina Pedersen, Dalby og Brian Ganzhorn, Skensved.
Dennis Rasmussen spillede sig frem til finalen i herre single, hvor han mødte sin tidligere holdkammerat, Anders Holm, der nu spiller på Københavns elitedivisionshold. Dennis vandt et enkelt sæt i finalen, hvor han reelt var chanceløs. Til gengæld blev det til Helsingør sejr i doublen, hvor Dennis Rasmussen og Joakim Karlsson vandt 3-2 i sæt over Anders Holm og Christian Klint, København.
Retfærdigvis skal det nævnes, at de bedste østdanske spillere ikke havde tilmeldt sig mesterskaberne, derfor var det lidt lettere at vinde medaljerne. Men Helsingørs guldvindere spiller i henholdsvis dame elite divisionen og 1. division, herrer, så kvaliteten er til stede.
I dame klasse 1 vandt Helsingørs dame elitedivisionsspiller Merete Juel Hall singlen med en 3-1 sejr over Mette Fabricius, Sorø, som sammen med Helsingør spilleren Yael Schade vandt guldet i doublerækken.
De ”gamle” i rækker for spillere fyldt 70 år domineredes helt af Helsingør spillerne. Ole Krusager blev dobbelt mester, idet han vandt singlen og doublen sammen med Per Mølholm. Sidstnævnte fil sølvmedalje og bronzen fik til Jørn Keldmand, som fik sølv i doublen sammen med Børge Reich.
Ole Krusager og Per Mølholm danner Helsingørs hold i veteran danmarksturneringen, hvor de indtil nu har vundet alle holdkampene i 70 års rækken. Så der er nok flere medaljer på vej.
Lars Hansen med pokalen for bedste veteranklub