3 point til drengeholdet i lørdagens to holdkampe
10-0 sejr mod Hillerød
Første holdkamp blev spillet mod Hillerød som drengeholdet mødte i sæsonens første holdkamp. Dengang blev det til en 9-1 sejr. Opstillingerne til denne kamp var dog noget anderledes, da vi havde fået et afbud fra Felipe Matarese (rating 1296) og i stedet stillede op med Felix Thygesen (1134). Modsat så Hillerød noget stærkere ud med Mia Dong (1190) i stedet for Jacob Kjær (1115).
De andre på Helsingørs hold var Marc Franck (1322) og Jonathan Sloth (1223), mens de to andre hos Hillerød var Albert Fosborg (1247) og Isabella Andersen (1119).
Marc lagde ud mod den på papiret letteste modstander, Isabella. På trods af at Marc ikke spillede sit bedste, så var der ikke tvivl om sejren. Det der lagde grunden for hans sejr var i høj grad hans meget varierende spil, hvor Isabella ikke fik meget tid.
På bord to spillede Felix mod den på papiret bedste modstander, Albert Fosborg. Reserven blev sat på prøve med det samme. I første sæt førte Felix med to til 6-4, men herefter var der ikke meget mere i tanken i første sæt. Albert er dygtig til at holde bolden i gang, mens Felix har en tendens til at ville afgøre boldene ret hurtigt. Det vigtige for Felix var at han ikke skulle gå efter at afgøre bolden på første og andet angrebsslag, hvis bolden ikke lå til det. Det fik Felix styr på og med et meget varierende servespil, der hjalp ham godt på vej til nogle lette point, så vandt han de næste tre sæt, og dermed kampen med 3-1. En flot sejr af Felix der spillede rigtig godt.
Jonathan skulle i sin første aktion op mod Mia. Mia var den spiller fra Hillerød med det bedste offensive spil, så det var vigtigt at Jonathan fik gang i sit spil fra start. Jonathan spillede ikke sin bedste kamp, men hans skruede spil havde Mia ret svært ved, så han endte med at vinde opgøret med 3-0 i sæt, selvom det var tæt i to af sættene. 3-0 i kampe til os.
I anden runde skulle Felix spille mod Isabella. Felix vandt opgøret med 3-0 i sæt, men det var ikke uden problemer. Isabella gav god modstand, men Felix meget varierende server gav pote og var stærkt medvirkende til at han kunne styre spillet og hele tiden syntes et skridt foran sin modstander, som derfor var presset når hun selv skulle serve.
Så var det Marcs tur til at møde Mia. Han havde revanche til gode da de to spillere mødtes tidligere denne sæson ved et stævne, hvor Mia vandt. Marc virkede mere klar til denne kamp og spillede langt bedre end i sin første kamp. Det vigtige for Marc i kampe som de her, hvor han møder en spiller der gerne vil ind og åbne, er at han varierer serv og retur rigtig meget. Det er noget som han vinder en del point på, og hvis modstanderen ikke får et godt loop over, så er Marc dygtig til at presse på med det samme. Det lykkedes ham i dette opgør, som han vandt med 3-0.
Sidste kamp inden double stod mellem Jonathan og Albert. Albert vandt mod Jonathan i den første holdkamp mellem Helsingør og Hillerød (det enlige nederlag i 9-1 sejren) og de mødtes også i sidste weekend ved OB stævnet, hvor Albert vandt 3-2 i sæt, så inden opgøret havde Albert et lille mentalt overtag. Det var dog ikke til at se. Jonathan styrede spillet rigtig godt, det var stort set altid ham der åbnede spillet op og så havde han også flere våben der satte sin modstander på prøve. Med god tålmodighed i spillet (som er vigtigt mod Albert) lykkedes det Jonathan at få revanche og vinde opgøret med 3-1 i sæt.
I doublen valgte vi at stille op med Felix og Marc, da vi i den påtænkte svære kamp mod København ville stille op med Jonathan og Marc. De to skulle møde Mia og Isabella. Det blev ikke nogen særlig velspillet doublekamp, hverken Felix eller Marc fik gang i deres spil og lavede ret mange fejl. Det blev derfor den eneste kamp i holdkampen der endte i fem sæt. Drengene viste sig dog stærkeste til sidst og vandt.
Felix skulle op mod Mia i sidste kamp. Det var en kamp der svingede meget, både når det kom til stillingen og det niveau som der blev spillet på. Felix så ikke så skarp ud og var bagud 1-0 i sæt og nede 1-7, hvorefter han på en eller anden måde lykkedes at vinde 14 point i træk, han vandt altså 2. sæt og førte 4-0 i 3. sæt. Mia fik dog udlignet til 6-6, men så fik Felix fundet fokus igen og vandt 3. sæt. I fjerde sæt var det tæt hele vejen, men Felix trak det længste strå og vandt 3-1 i sæt.
Jonathan skulle i sin sidste kamp op mod Isabella. Jonathan havde svært ved at få gang i sit spil og lavede en del fejl, muligvis var han blevet lidt kold efter at have siddet og ventet på at spille efter doublen. Det lykkedes ham dog at vinde opgøret 3-0 i sæt, men det var bestemt ikke fordi det var nogen let sejr.
Den sidste kamp i holdkampen stod mellem de på papiret to bedste spillere (når vi ser på rating), Marc og Albert. Inden dette opgør, stod det 2-2 i indbyrdes opgør mellem de to, men Marc havde vundet med 3-0 da de mødtes i Hillerød i første holdkamp. Udover det så føler Marc sig også god for tiden efter at have spillet godt sidste uge ved OB stævnet, mens Albert havde tabt sine to første kamp i dag. Marc føltes som et skridt foran hele tiden, også mentalt, og det lykkedes ham at vinde opgøret med 3-1 i sæt.
Vi vandt dermed opgøret med 10-0 og en samlet sætscore på 30-6.
5-5 mod København
Efter 10-0 sejren havde drengen fået tanket selvtillid, hvilket var vigtigt inden holdet skulle stå sin prøve mod topholdet fra København, der ikke havde sat point til i denne sæson og havde en samlet score på 46-4. Da vi mødte dem i Hillerød tabte vi med 2-8. I denne kamp havde de dog Albert Harrild (1328) med i stedet for Anders Reutzer (1378). De andre to på holdet var Anton Lund (1269) og Emil Broberg (1301).
Den første kamp stod mellem Felix og Anton. Felix havde alt at vinde i sine tre kampe mod København, så det vigtige for ham var at gå ud og spille sit spil og se hvad det bragte ham. Det startede rigtig godt for Felix og han lagde ud med at vinde første sæt med 11-3. I andet sæt begyndte det også godt, men Anton kom igen, men til sidst lykkedes Felix at vinde andet sæt. Det var nu Felix skulle stå sin prøve. I tredje sæt havde han dog ikke meget at gøre og tabte klart. I fjerde sæt var han bagud stort set hele sættet men kom op på 9-9, men tabte 9-11. Desværre var der udsolgt og Felix tabte klart i 5. sæt.
På bord to spillede Jonathan mod Emil. Da Helsingør og København mødtes tidligere i denne sæson tabte Helsingør 2-8 – de vandt doublen og så vandt Jonathan over Emil, så på forhånd kunne man sige at Jonathan havde et lille overtag. Det var også til at se at Jonathan passer rigtig godt til at spille mod Emil. Jonathan var den spilstyrende og lykkedes flot at vinde opgøret med 3-1 i sæt.
I kamp nummer 3 skulle de på papiret to bedste spillere mødes, Marc mod Albert. Marc var fint med i de første to sæt, men tabte knebent. Albert er en spiller der rigtig gerne vil ind og loope med sin forhånd, og når han får tid til det, så er han meget dygtig. Marc spillede ikke helt så godt og havde også svært ved at få sit spil i gang. I tredje sæt så det kørt ud da Marc var nede med 9-5, men han kom op og førte 10-9, men tabte dog sættet. 1-2 efter første runde.
Jonathan skulle op mod Anton, to spillere der mødtes sidste weekend i Odense. Her vandt Jonathan med 3-1 i sæt, dog var alle fire sæt tætte. Jonathan gik ind til kampen med en masse selvtillid efter gode kampe i sidste weekend og samtlige kampe vundet tidligere i dag. Det var også til at se på hans spil og den ro han har i sit spil. Begge disse spillere er klart bedst når de angriber, så derfor var det vigtigst at komme ind og åbne først, og det var Jonathan klart bedst til, ligesom han var det i Odense. Jonathan gentog 3-1 sejren fra sidste weekend og så var der udlignet til 2-2 i holdkampen.
Næste kamp stod mellem Felix og Albert, den på papiret sværeste modstander for Felix. Det var dog ikke kun på papiret at det var den sværeste modstander, for udover flere gode dueller, så havde Felix ikke meget at byde ind med i denne kamp som han tabte ret klart med 3-0.
Sidste kamp inden double stod mellem Marc og Emil, en kamp vi på papiret helst skulle vinde. Marc var godt forberedt til dette opgør i selve spillet, fordi han havde spillet mod lignende spilletyper tidligere i dag og det var til at se. Marc kom ind og styrede spillet, primært med sin baghånd. Han blokerede ret godt og loopede modstanderen ikke farligt nok, så var Marc hurtigt over bolden og trykkede til. Det gjorde både at han kunne lavere nogle vindere, men udover det, så pressede det også modstanderen til at satse mere i sit spil, og dermed kom der flere fejl fra Emil. Marc vandt opgøret med 3-1 i sæt. 3-3 inden doublen.
Doublen så ud til at blive meget afgørende for om vi skulle have point i denne kamp. Vi valgte at stille op med Marc og Jonathan i doublen, mens København stillede op med Albert og Anton. Jonathan og Marc har tidligere spillet godt i double sammen, de vandt også doublen sammen mod København da de mødtes i første kamp i denne sæson. Marc og Jonathan fulgte planen, og set til spillet, så var der ikke rigtig tvivl om resultatet, da der var et par der dominerede og det var drengene fra Helsingør. De vandt opgøret overbevisende med 3-0 i sæt. Vi førte dermed 4-3 inden de sidste tre singler.
Jonathan lagde ud med at spille mod Albert. Jonathan var godt tanket med selvtillid efter at have vundet alle kampe i dag og han havde tro på egne evner. Jonathan spillede rigtig godt og holdte sig til planen, men desværre var det lidt net ud i denne kamp. Han tabte 3-0 i sæt, men spillede en godkendt kamp og på trods af de overbevisende cifre, så var det tæt.
Så skulle Marc op mod Anton, en kamp der virkede meget vigtig for os at vinde, hvis vi skulle have tage point. Marc lagde godt ud i denne kamp og styrede spillet, men Anton kom mere og mere med, og læste spillet meget bedre. Det var derfor vigtigt for Marc at huske at hele tiden at skulle variere sit spil. Anton var godt med og han fik i en periode rigtig godt styr på Marc, så det begyndte mere at hælde over til Københavns fordel, men Marc lykkedes at vinde 3-1 i sæt og dermed sikre det ene point til os.
Sidste kamp stod mellem Felix og Emil, to spillere der havde tabt begge deres kampe i denne holdkamp. Der var dog ingen tvivl om hvem der var favorit i dette opgør, Emil. Det vigtige for Felix i denne kamp var at gå ind og spille sit spil og se om han kunne gøre sin modstander nervøs, noget han burde være modtagelig overfor med tanke på de tidligere kampe i holdkampen. Det startede også rigtig godt og Felix vandt første sæt, hvor han dog havde en del marginaler med sig. I andet sæt så det godt ud, men Felix smed en føring over styr. Det hele endte med flere sætbolde til hver spiller, men desværre måtte Felix se sig besejret i andet sæt. Efter det var der ikke så meget mere krudt i kanonen, samtidig med at Emil spillede stort set fejlfrit i 3. og 4. sæt, og dermed endte holdkampen 5-5.
Samlet set vinder Marc og Jonathan 5 singler hver, mens Felix vinder 3 singler. Begge doubler blev vundet. Alle spillere kan være godt tilfredse med deres præstation, både set til deres resultater men også deres spil, som i det store hele er vigtigst. Jeg synes at det viser vi er på rette vej, når vi gør det bedre end sidst vi mødte dem, når vi tænker på det er en god klub som København vi var oppe mod.
Vi er placeret som nummer 2 i rækken med 11 point efter 7 spillede kampe og en score på 50-20. København er nummer 1 i rækken med 13 point ligeledes efter 7 spillede kampe og en score på 60-10, så det bliver svært at blive bedre end dem. Sorø er nummer 3 med 5 point efter 5 spillede kampe og en score på 29-21, men de mangler at spille mod København to gange. Det ser derfor lyst ud for at bevare 2. pladsen.
Marc er nummer 1 på toplisten med 16 sejre i 21 kampe, Jonathan er nummer 2 med 15 sejre i 21 kampe, Felipe er nummer 8 med 11 sejre i 15 kampe og Felix er nummer 17 med 3 sejre i 6 kampe.
Se billeder fra Københavnerkampen her
Næste holdkamp er den 18. januar, hvor vi skal spille mod Ejby og Sorø.
Samuel Jönsson