ØV!
Tirsdag skulle Helsingørs 2.hold så spille om den samlede sejr i Østdanmarksserien. Vi havde jo vundet vores kreds (kreds 1), og Amager havde så vundet kreds 2. Derfor skulle vi mødes i kampen, som samtidig gjaldt en oprykning til 2. division.
Men kampen gik langt fra, som håbet. Rasmus og Sabine starter, og det var mod hvad vi forventede skulle være modstandernes 3.- og 4.mand. Det starter egentlig ganske fornuftigt. Rasmus kommer foran 1-0 i sæt, mens Sabine kommer på 2-1. Men herfra går det så galt. Rasmus taber et tæt andet sæt med 12-10, og ender desværre med at tabe kampen. Sabine taber ligeledes sit næste sæt, også med to bolde. Femte sæt vinder Amagers spiller også, og så er vi allerede nede med 0-2. Så det var ikke lige den forventede start! Herefter skulle Jes og Søren så spille. Og her kommer der to små overraskelser. For Jes taber sin single til Amagers 2.mand, mens Søren vinder en flot sejr over deres 1.mand. Stilligen var hermed 1-3.
Så skulle anden runde i gang. Sabine og Rasmus endnu en gang. Og denne gang går det en smule bedre end første. Sabine taber godt nok 3-0, men Rasmus vinder sin single 3-0. Og 2-4 var stillingen så, inden Jes og Søren skulle spille hver deres anden singlekamp. Her taber Jes desværre endnu en gang, mens Søren imponerende vinder endnu en gang, og derved holder han lidt spænding i opgøret, med sin reducering til 3-5.
Så nåede vi til doublerne, hvilket plejer at være en af vores stærke sider. Og det stensikre Dream Team bestående af Søren og Rasmus vinder deres kamp ganske komfortabelt. Desværre må den anden double se sig slået med cifrene 1-3.
Stillingen var så 4-6 til Amager, inden de næste singler skulle sættes i gang. Her spillede Sabine og Jes. Sabine tabte først sin kamp, og så skulle Jes vinde, hvis vi skulle holde håbet om en sejr i live. Og efter at have været bagud, får Jes tvunget sin kamp ud i et femte og afgørende sæt, men dette tabes desværre, og da resultatet så var 8-4 til Amager, var der ingen grund til at spille de sidste kampe.
Status efter kampen var, at vores normale 1.- og 2.mand, Jes og Sabine, tilsammen havde tabt alle deres syv kampe, mens Rasmus og Søren tilsammen havde vundet fire ud af fem opgør. Den bedste præstation må dog tilskrives Søren, der vinder doublen, men endnu bedre også hiver to ud af to i singlerne – så endda mod Amagers to bedste spillere på ratingen. Dette må siges at være en flot præstation, og ham kommer vi nok til at savne på tirsdag mod Kvik Næstved, når vi endnu en gang skal forsøge at sikre os oprykningen til 2. division.
Til sidst vil jeg lige tilføje, at selvom kampen blev spillet i Brønshøj, så var der flot med opbakning, repræsenteret ved Yael, Tranto, Dennis og Lars. De må dog vente til en anden god gang, med at se Helsingørs 2.hold rykke op i 2. division. Som sagt er næste mulighed på næste tirsdag – endnu en gang i Grøndalcentret.