8-6 sejr over Roskilde i topopgøret
I den på forhånd vanskelige udekamp mod rækkens nr. 1. Roskilde sikrede Helsingør sig en kneben, men vigtig sejr på 8-6. Det placerer foreløbig Helsingør på den direkte oprykningsplads til 1. division i tæt kamp med Holme Olstrup. Det er i realiteten kun de to hold, som har mulighed for oprykning, da både Roskilde, Hillerød, Virum, Brønshøj og København ikke kan rykke på, sådan som stillingen er i de to 1. divisions kredse. Hvis Holme Olstrup skal have mulighed for at rykke op, skal deres 1. divisionshold kvalificere sig til Stiga divisionen.
Så det gælder om at være fokuseret og spille points ind på kontoen. Helsingør møder Holme Olstrup på hjemmebane torsdag den 5. marts.
I kampen i Roskilde delte de to hold sejrene i første singlerunde. Filip Karlsson vandt 3-0 over Jeppe Okkels og Frederik Ryborg vandt 3-2 over Kenneth Hansen. Lars Hansen afløste Rasmus Olsen og tabte 1-3 til Martin Jensen, mens Rasmus Guldberg måtte bøje sig med 2-3 mod Micki Herskind.
I anden singlerunde formåede kun Lars at vinde sin single over Jeppe med 3-0. Roskilde vandt de tre andre. Filip og Frederik tabte begge knebent 2-3 til henholdsvis Martin og Micki, mens Rasmus tabte 1-3 til Kenneth. Roskilde kom dermed foran 5-3.
Men så skiftede billedet. Helsingør vandt en stribe på fem sejre. Det startede med gevinst på 3-0 i begge doubler. Doublerne er en af holdets stærke sider og de giver mange sejre.
I sidste singlerunde vandt Frederik 3-0 over ubesejrede Martin og Filip vandt 3-1 over ligeledes ubesejrede Micki. Det var stærkt gået, og da Rasmus fulgte trop med 3-1 over Jeppe, så var de to vigtige points spillet hjem. Dermed var Lars Hansens 0-3 nederlag mod Kenneth uden betydning for kampens resultat.
Næste kamp spilles på udebane i Grøndal Multicenter den 22. februar 2015, kl. 12:00 mod Brønshøj.
Peter Tranto