Helsingør.Virum 5-9
Begrænset nederlag mod topholdet
Efter hjemmesejr på 8-6 over Hillerød og uafgjort 7-7 ude mod Brønshøj, kom det første nederlag i torsdagens hjemmekamp mod Virum. Nederlaget blev på 5-9.
Efter at have haft sit 1. hold i den bedste række i flere menneskealdre havde Virum trukket sit hold fra Elitedivisionen. Eneste tiloversblevne spiller fra holdet var Henrik Vendelboe. Han var som forventet en hård nød at knække, og det lykkedes da heller ikke. Han stod for 3 sikre singlesejre og en doublesejr.
Med til nederlaget talte også, at hjemmeholdets Jes Arder og Lars Hansen ikke kunne vinde deres kampe. Jes Arder spillede sidste sæson i Østdanmarksserien – og der er stor forskel i tempoet i de to rækker. Lars Hansen har været skadet i sidste sæson og er i gang med sin ”genoptræning”. Så sejrene skal nok komme hen ad vejen.
De fem Helsingør sejre stod Dennis Rasmussen og Joakim Karlsson for. De vandt begge to singler og sammen vandt de doublen.
Virum er uden pointtab indtil nu, så man må sige, at resultatet var det bedst mulige efter omstændighederne.
Helsingørs muligheder i rækken er en rolle som midterhold med god mulighed for at holde sig fri af nedrykning. Til gengæld vil oprykning ikke komme på tale i denne sæson.
Næste kamp spilles på søndag på udebane mod Roskildes 2. hold, som er startet med to nederlag.
PT