Pligtsejr på 9-5 over bundholdet
Efter en måneds pause startede danmarksturneringen i bordtennis igen. Helsingørs 1. divisionshold fik besøg af bundholdet fra Hvidovre. Det blev til en blød start på resten af turneringen, måske for blød, da Hvidovre fik lidt for mange sejre.
Forløbet i kampen var 3-1, 3-1 2-2 i de tre singlerunder og 1-1 i doublerne. Sejren var ikke på noget tidspunkt i fare, selv om modstanderne ydere en bedre indsats end i holdenes første kamp.
Dennis Rasmussen blev topscorer med tre singlesejre. Han afgav ikke noget sæt og var singlemæssigt klart hjemmeholdets bedste spiller. Dog lidt ærgerligt, at han sammen med Joakim Karlsson tabte doublen med 13-15 i 5. sæt.
Jes Arder og Joakim Karlsson vandt hver to singlesejre, mens reserven Søren Heilmann stod for 1 singlesejr og en doublesejr sammen med Jes Arder.
Med sejren ligger Helsingør på 4. pladsen med 10 points. Næste kamp spilles søndag på udebane mod Hillerød, som er et af de hold, der er mulighed for at besejre.