Hillerød – Helsingør / 2.division

Så var dagen kommet, hvor Helsingørs 2.hold skulle spille den første kamp, i det nye årti. Kampen var mod Hillerød og vores hold bestod af Sabine, Rasmus, Rasmus og Lars. Lars var med i dagens anledning, i stedet for Søren, da Søren ikke kunne være med. Hillerød stillede op med tre unge spillere, og derfor kunne Helsingør starte kampen med en føring på 4-0, da Hillerød ikke kunne mønstre en fjerde mand. Deres tre spillere var Jacob Reuther (2107 i rating), Peter Harslund (2076) og Sebastian G Pedersen (1985).

Olsen og Sabine lagde ud mod hhv. Harslund og Reuther. Og det går ikke helt vore helsingoranske heltes vej. Begge taber nemlig deres kampe, uden at have imponeret. Sabine taber med 1-3 og Olsen taber med 0-3.

Næste runde sad R. Hansen over, mens Lars skulle i kamp mod Sebastian. Dette klarer han med en sikker 3-0-sejr, selvom det ikke hele tiden var lige pænt spil – men sikker var sejren. Stillingen var nu 5-2 til Helsingør, hvis man tager de forudbestemte sejre med.

Så skulle Sabine og Olsen i kamp igen. de havde nu byttet modstandere og Olsen mødte Reuther, mens Sabine mødte Harslund. Dette gik en smule bedre, da vi får en sejr via Sabines kamp mod Harslund, mens Olsen dog endnu en gang må tage til takke med et nederlag. Så skulle R. Hansen i kamp, og det var nu Lars" tur til at sidde over. Her spiller Rasmus en tæt kamp mod Sebastian. Han trækker sig sig sejrrigt ud af første, mens andet sæt går til Sebastian. Tredje sæt bliver vundet knebent, og Sebastian kommer så foran med 10-7 i fjerde sæt. Her går han dog i stå, og Rasmus får sneget sig op på 11-10, hvorefter Sebastian laver en fejlserv på Rasmus" matchbold. Kampen ender 3-1, og stillingen var nu 7-3 i Helsingør-favør.

Så nåede vi til doublerne. Det vil så sige doublen, da Sabine og Olsen vandt uden kamp. Det gjorde Reuther og Harslund da også næsten, da far og søn, nemlig Lars og helt især Rasmus spillede en helt uacceptabelt dårlig double, og taber klart med 0-3. Stillingen var så 7-4, og Hillerød havde stadigvæk en teoretisk chance for point.

Det får Olsen dog hurtigt ødelagt efter doublerne da han vinder 3-1 over Sebastian og samtidig sikrer sejren til Helsingør. Kort efter er det Rasmus Hansen der skal i kamp mod Reuther. Rasmus fortsætter dog sit dårlige spil fra doublen mod Reuther, og han har ikke meget at skulle have sagt i de to første sæt. Dog får Olsen sparket lidt gejst i Hansen før begyndelsen til tredje sæt, og han begynder at bytte det elendige spil ud, med noget der næsten var acceptabelt. Dog formår han ikke at omsætte sin 5-1-føring til sætsejr, og må se det smuldre da Reuther vinder sidste bold til 12-10. Langt fra imponerende indsats fra Hansen, men det var en god dag, at have en dårlig dag på, da  vi får sejren alligevel. Sabine vinder her i sidste runde uden kamp. Helsingør fører altså 8-5, og kampen er afgjort.

Det er dog ikke helt slut endnu. Kampens suverænt bedste match viser sig at være kampen mellem Peter Harslund og Lars Hansen. Det starter ud med, at de to får et sæt hver. Et tæt tredje sæt går til Peter Harslund, og han tager også føringen i fjerde sæt. Godt ser det ikke ud for Lars, og selvom han kæmper, må han se at Harslund trækker fra, og har en føring på 8-5. Kampen er præget af mange bolde hvor der er stort pres med baghånd mod baghånd. Ved stillingen 9-7 til Harslund finder Lars dog en super-serv frem. En omvendt økse-serv kan man vel kalde den, og med to gange senior-skru sætter Harslund to bolde i nettet, og stillingen er så 9-9. 10-10 kommer den også op på, og her har Lars endnu lykke med at bruge den omvendte økse, der giver ham sætbold. Den formår han at tage, og så er det til femte og afgørende sæt.

Femte sæt starter meget lige, og det er Harslund der har føringen 5-4 ved sidebyt. Begge spillere er suverænt farligst i egen serv, og hvor Harslund har størst fordel af sine forhåndsloop, må Lars sande, at det der holder ham i live er hans gode baghåndsspil. Dog er det Harslunds forhånd der sørger for at han bringer sig foran med 10-7, og dermed får tre matchbolde. Den første i egen serv, så det ser ikke godt ud for Lars. Men med hiv og slæb og godt fighteri får han kæmpet sig på 10-10. Og kampen var ikke slut endnu – så langt fra. De fortsætter med at følges ad, og det ser ud til at Harslund har en fordel med konditionen, da Lars tydeligvis er ved at blive træt. Men rutinen og et vaskeægte fighterindsats skal man ikke tage fejl af, og efter at begge har haft flere matchbolde ender kampen med at Lars vinder en flot kamp med 16-14 i et hæsblæsende femte sæt, og dermed øgede Helsingør sejren størrelse til 9-5, mod Hillerøds tre mænd.

Til slut er der ikke så meget andet at sige, at selvom vi manglede Søren der sidste gang vandt tre singler, men tabte doublen, så havde vi fået et reserve med, der kunne præcis det samme. Lars vandt nemlig tre singler, men måtte se doublen smutte. Sabine vinder to kampe, hvor den ene dog er uden kamp. Det samme gælder for R. Hansen. Olsen vinder en enkelt, men får dog ikke den gratis sejr og "ikke mødt", som de tre andre kunne indkassere.

Næste kamp er først om en måned på hjemmebane mod bundholdet Bornholm. Den må meget gerne vindes, da situationen pt er sådan, at Helsingør er med i en meget tæt midter-/bundstrid. Bornholm er isoleret i bunden, men holdet på 4.pladsen, nemlig KBH BTK, har 7 point. Det samme gælder Hillerød på 5.pladsen, og Helsingør på 6.pladsen. Vestegnen på 7.pladsen har et enkelt point mindre, nemlig 6. Det vil altså sige, at forskellen mellem holdene på 4.- og 7.pladsen er ét sølle point, og det er så tæt som det kan blive.

Det var alt for denne gang,

– Helsingør 2