Ærgerligt 6-8 nederlag mod Amager

Det startede med afbud fra Søren Heilmann, hvorefter Rasmus Hansen fra 2. holdet trådte ind på holdet. Måske en lille svækkelse. Men samtidig spillede Jes Arder ikke op til niveau og tabte de to første kampe. Da Dennis Rasmussen så også tabte en kamp mod en af Amagers ungdomsspillere, så var sejren gledet hjemmeholdet af hænde.

 

Der var så en mulighed for at få uafgjort 7-7, men det blev sat over styr af Lars Hansen, som havde fire matchbolde i sin sidste kamp, men tabte alligevel.

Helsingør var desværre ikke skarpe nok til hverken et eller to points. Det gik ellers efter planen med to sejre i første singlerunde. Lars Hansen og Dennis Rasmussen stod for sejrene. Men allerede i anden singlerunde gik det galt, da Dennis Rasmussen var den eneste, der formåede at spille en sejr hjem. De to hold delte doublerne. Amager førte 6-4 og dermed på sejrskurs. Helsingør fik så lidt opmuntring ved at Jes Arder og Rasmus Hansen vandt deres singler. Men desværre kom Dennis Rasmussen aldrig i gang mod Amagers Claus Nielsen og tabte kampen med tre sæt mod nul. I sidste kamp spillede Lars Hansen mod Tobias Rasmussen. Lars førte med to sæt mod 1 og var foran hele 4. sæt indtil stillingen 10-6. Her vandt modstanderen seks bolde i træk og vandt dermed sættet. I 5. og afgørende sæt førte Lars 3-0, men gik så i stå igen og tabte sættet, kampen og det ene point. Peter Tranto