Uheldigt pointtab mod Tølløse

Helsingør og Tølløse har gennem mange år mødt hinanden i Danmarksturneringen og har givet hinanden nogle jævnbyrdige opgør. Hjemmekampen torsdag var ingen undtagelse. Kampresultatet blev uafgjort 7-7, men Helsingør burde nok have sikret sig begge points.

 

 

Tølløse kom bedst fra start i første singlerunde med sejre til Lars Sørensen over Jes Arder og Dan Hansen over Lars Hansen. Sabine Borre Larsen bragte Helsingør ind i kampen med en sikker sejr 3-0 over Allan Lynggård og Dennis Rasmussen fulgte op med en kneben 3-2 sejr over Lasse Kessler.

Anden singlerunde endte også 2-2. Her kom Jes Arder på tavlen med en 3-2 sejr over Dan Hansen, mens Dennis Rasmussen vandt sin anden sejr med 3-0 over Allan Lynggård. Damelandsholdsspilleren Sabine Borre Larsen spillede en meget vigtig kamp mod Lasse Kessler. Den var meget tæt, men desværre generede modstanderens noget skæve spillestil Sabine en hel del og det endte med et knebent 5 sæts nederlag med 9-11 i 5. sæt. Lars Hansen tabte sin anden kamp i tre sæt. Han har problemer med at få sit spil til at hænge sammen og vandt ikke et eneste sæt i sine tre singler – og i doublen.

Begge holdene vandt herefter en double hver og stillingen var så 5-5. 

Sidste singlerunde startede godt for Helsingør. Jes Arder havde fuldstændig styr på Lasse Kessler og vandt 3-0. Sabine Larsen havde store problemer med Dan Hansen og kom bagud 0-2 i sæt. Men så spillede hun sig op og efter en gyserafslutning i 5. sæt vandt hun dette med 13-11 og bragte Helsingør foran 7-5. Lars Hansen tabte som nævnt også sin sidste singlekamp, og så var det op til Dennis Rasmussen at sikre de to points. Men desværre fungerede han spil ikke optimalt mod Tølløses bedste spiller, Lars Sørensen. Kampen kom ud i 5 sæt. Sidste sæt endte 11-9 til Lars Sørensen, som efter stillingen 9-9 havde den bedste afslutning.

Første halvdel af turneringen er herefter slut med Helsingør på 6. pladsen med 1 sejr og 3 uafgjorte i de 7 kampe. Chancen for at undgå de to nedrykningspladsen er rimelig god. Et godt fingerpeg fås, når Helsingør den 18. december på hjemmebane møder nr. næstsidst, Holme Olstrup på hjemmebane.