1. division, øst: Helsingør-Brønshøj 4-8
Fredrik – vandt sine tre singler.
Helsingørs hold i 1. division havde fornøjelsen af at møde Brønshøj, et af rækkens bedste hold. Hjemmeholdet fulgte godt med i starten af kampen, men efterhånden viste det sig, at Brønshøj var den smule skarpere, der gav dem sejren med 8-4.
Helsingør startede bedst og bragte sig foran med 2-0 efter to 3-1 sejre. Fredrik Staerk og Henrik Selmqvist var de to vindere over henholdsvis Søren Jacobsen og den tidligere x-faktor vinder Thomas Ring, der til lejligheden havde skiftet mikrofonen ud med battet. Rasmus Guldberg tabte tre knebne sæt i 1-3 nederlaget til Nick Ilsø, mens 1. divisionsdebutanten Rasmus Olsen tabte 0-3 til Kasper Schübler.
I anden singlerunde vandt Fredrik 3-1 over Thomas og bragte hjemmeholdet foran for sidste gang. Man havde sat næsen op efter, at Henrik kunne vinde over Søren, men modstanderens spillestil og gode spil forhindrede dette, så det blev til et 1-3 nederlag. Rasmus G kom også ud for et 1-3 nederlag mod Kasper, mens hans navnebror Olsen spillede en super kamp mod Nick, men måtte se sejren gå til modstanderen med 10-12 i 5. sæt.
Brønshøj vandt begge doublerne og tog dermed føringen med 7-3 inden tredje singlerunde. Her mødtes Fredrik og Kasper i en forrygende kamp. Kasper kom foran 11-7 11-5, men derefter var Fredrik ovenpå og spillede sin tredje singlesejr hjem med 11-6 11-7 11-3. Rasmus G tabte sin tredje 1-3 kamp til Thomas, som kunne notere sig for sin eneste sejr.
Næste modstander er Københavns BTK på udebane. Når man ser på stillingen skulle der være mulighed for at tage points med hjem.
Peter Tranto