Sejr på Amager 9-5

 Lige så ærgerlig nederlaget var til Brønshøj i premierekampen, lige så glædelig var sejren mandag på Amager på 9-5 over det lokale hold, som på forhånd var regnet som favorit. De stillede så heller ikke op i stærkeste opstilling og det var nok til, at Helsingør snuppede de to points.

 

I første singlerunde var marginalerne på Helsingørs side, da Rasmus Hansen, Jes Arder og Lars Hansen vandt deres singler med 3-2 i sæt, mens Rasmus Olsen tabte 0-3 til Kristian Harkjær. Amager revancherede sig i 2. singlerunde, hvor de vandt 3-1. Rasmus Hansen stod for den ene sejr til udeholdet.

Sætsejrene 3-2 til Helsingør fortsatte i de to doubler, hvor veteranerne Jes og Lars samt de unge, 2 x Rasmus spillede de to sejre hjem. Dermed er de to doublepar ubesejrede efter de to første spillerunder.

Stillingen var dermed 6-4 til Helsingør og holdet var tæt på at få nogle points hjem.

I sidste singlerunde sikrede Jes Arder det første point med 3-1 sejr over Kristian Harkjær, mens Lars Hansen tabte 0-3 til Peter Sterner. Det var så op til de to unge at sørge for sejren. Og de vandt begge deres kampe – ja ganske rigtigt med 3-2 i sæt. Rasmus Hansen vandt sin 3. singlesejr over Michael Dyhr Jensen (tidligere Helsingørspiller) og Rasmus Olsen vandt sin første sejr i turneringen over Hans Christensen.
Syv sejre ud af otte 5-sætskampe var i høj grad grundlaget for den overraskende sejr.

Næste kamp spilles på hjemmebane, torsdag den 11. oktober, kl. 19.00 mod rækkens nr. 1, Nyråd/Frem.
Peter Tranto