Årsberetning for Helsingør Bordtennisklub, sæsonen 2012/2013. PENSIONISTAFDELINGEN.
Det interesserede medlem af Helsingør Bordtennisklub har formentlig læst, og kan huske, sidste års årsberetning, hvor Peter Tranto som indledning i sin årsberetning bl.a. skrev, at vores bordtennisafdeling nødig skulle ende i en stor pensionistafdeling. Denne bemærkning set ud fra ” at man får, hvad man yder.” Jeg er udmærket klar over, at medlemmerne i klubben ved, hvad Peter mener med denne udtalelse.
Peter fortsætter sin beretning med at skrive :” en stor pensionistafdeling er i sig selv ikke nogen ulempe, det er kun dejligt at se pensionisterne gå til den inde ved bordene.”
Det er faktisk også det vi gør i pensionistafdelingen. Jeg vil påstå, at vi i Helsingør har en af de bedste pensionistafdelinger i Danmark. Denne udtalelse skal jeg nok lige holde lidt for mig selv, for jeg ved godt, der er nogle ting, der måske fremover kan forbedres i forbindelse med vores afdeling. Dette vil jeg komme ind på lidt senere.
Vi er pt. 31 pensionister i klubben og gennemsnitsalderen er 72,5 år. Den yngste er lige fyldt 6o år og den ældste er godt 8o år. Alle er særdeles aktive under træningen, hver mandag og onsdag. Tiderne kan ses på vores hjemmeside. Netop nu er der lukket for tilmeldingen, men hvis der er interesserede, er man altid velkommen til at kikke ind og få en snak.
Desværre har vi i år sagt farvel til 2 af vores medlemmer, nemlig Knud Krogslund, der har været ”formand” for pensionistafdelingen i over 10 år. Knud blev 80 år. Endvidere Peder Bartholdy, som styrede vores medlemsliste og sendte beskeder/nyheder ud via mail, blev 76 år. Begge har ydet en stor indsats for pensionistafdelingen.
2 gange om året, når vi betaler kontingent bliver der indkrævet et ekstra beløb til vores ”festkasse”, således at vi har penge til at fejre alle runde fødselsdage. I år har der været 6 medlemmer der har fyldt rundt: Palle Prieme 60 år – Lars Weitze, Erik Grønvald, Troels Nyborg alle 70 år samt Ole Bertelsen og Jørgen Steffensen begge 75 år. Endnu engang tillykke. Traditionen er her, at alle får 6 flasker rødvin. Til gengæld har vedkommende fødselar altid en lille forfriskning med eller, som vi for nylig så, da Palle Prieme fyldte 60 år, et dejligt veldækket frokostbord.
Efter Knuds død stod vi så for at finde en ny ”formand” for pensionistafdelingen. Den 12. SEP 2012 blev Troels Nyborg enstemmig valgt. Troels har siden varetaget formandsposten på en rigtig god og fin måde, både med hensyn til at underrette medlemmerne om de forskellige tiltag i klubben, og ikke mindst, når der var fest og farver i sigte.
Udover bordtennis, som bliver dyrket med iver, fasthed og mod , er der også plads til det sociale og kammeratlige. Sammenholdet i klubben er utrolig stor, så derfor var der den 22. jan 2013 arrangeret en julefrokost, hvor der mødte 29 medlemmer op. En rigtig festlig dag med teater og sang.
Den 2. april 2013 havde vi lavet en sammenkomst ”firmabesøg” på Hotel Marienlyst, hvor vi først fik en rundvisning på hotellet og Casinoet, hvorefter vi sluttede af med en frokost, med udsigt over Øresund. Her var der 24 deltagere mødt op.
For at vende tilbage til bordet og den hvide bold, kan jeg kun være imponeret af det store fremmøde hver mandag og onsdag. Ofte er der 20-24 spillere, hvoraf mange spiller mindst 2 timer uden hvil. Der er også dem, der spiller mere, men det er som regel dem, der er under 75 år. Humøret er altid højt og tonen medlemmerne imellem, skal mange gange kun blive i bordtennislokalet.
Peter Tranto har i sin årsberetning nævnt vores serie 4-hold, der består af Børge, Jørn og Roald. Jeg vil ikke komme nærmere ind på placeringen, men alligevel nævne at vi blev nr. 2 og spillede om kredsmesterskabet.
Jeg startede min beretning med at nævne, at vi måske kunne gøre noget for at få en måske mere spændende afdeling.
Der findes så mange af os pensionister, der spiller rigtigt godt. Det ville være utrolig dejlig, hvis vi kunne stille endnu et serie 4 hold her til vinter. Det er spændende at komme udenfor vores lokale og møde andre, der også spiller for at vinde.
Endvidere vil det også være et nyt pust, hvis vi kunne få kontakt til andre pensionistklubber, hvor vi kan mødes her, eller hos dem, og spille bordtennis.
Sluttelig vil jeg gerne ønske jer alle en god sommer og glæder mig til at se jer alle igen, når sæsonen starter efter sommerferien.
På bestyrelsens vegne, Roald