God turneringsstart for Helsingør BTK
Første turneringsrunde i rækkerne under Østdanmarks Bordtennis Union (ØBTU) gav fire sejre og et enkelt nederlag.
Østserien: Helsingør 1-Allerød 5-9
Desværre var det HBTK’s 1. hold, som ikke kunne levere en sejr i hjemmekampen mod Allerød, som stillede med et stærkt hold. Og da hjemmeholdet måske ikke spillede op til deres normale standard, så skulle det gå galt.
Allerøds to bedste spillere var Kasper Michelsen og Lars Eckeroth. De vandt begge deres tre singler og sammen en double, så det alene gav 7 sejre på kontoen. Og da Liang Lou vandt to singler, så var der ikke kampe nok til en Helsingør sejr.
Helsingørs Rasmus Guldberg stod for to sejre over Liang og Allerøds 4. mand Lars Rasmussen, som i øvrigt også tabte til Rasmus Olsen og Lars Hansen. Den sidste sejr til hjemmeholdet kom i den anden double, som blev vundet af 2 gange Rasmus.
Helsingørs 4. mand Steen Jørgensen ydede en god indsats, selv om han tabte sine tre singler. Han er lavere rated end de andre på holdet, men var godt med i kampene.
Modstanderen i 2. runde er Kildeskoven, som startede med et 2-12 nederlag mod Amager BTK.
Serie 1: Helsingør 3-HBK 89 9-5
Det ene af Helsingørs serie 1 hold lagde ud med en god sejr i et opgør, der talte ikke mindre end ni 5 sæts kampe. Seks af disse kampe blev vundet af hjemmeholdets spillere, som var lidt skarpere, da det gjaldt.
Jakob Frederiksen, Torben Olsen og Bjarne Steenberg vandt alle to af deres tre singler, mens Peter Svendsen måtte nøjes med en singlesejr. De to doubler blev vundet af Helsingør.
Det var en god start for holdet, som blev tildelt en ledig plads i serie 1. I anden runde skal holdet en tur til Amager.
Serie 2: Helsingør 4-DTU 9-5
Helsingørs 4. hold i serie 2 vandt også en 9-5 sejr mod DTU. Her vandt tre af hjemmeholdets spillere også to singlesejre, Kenneth Novak, Pia Hansen og Robert Heckmann stod for sejrene. Holdets 4. spiller, Henrik Stage vandt en enkelt singlesejr. De to doubler blev også vundet af hjemmeholdet.
Opskriften på sejr var således den samme som serie 1 holdets. Der var stor glæde over den gode start. Anden runde kampen spilles torsdag ude mod Gladsaxe.
Serie 3: Herlev-Helsingør 5 3-7 og Helsingør 6-Fredensborg 7-3.
De to serie 3 hold vandt begge med 7-3 over deres modstandere
5. holdet spillede i Herlev, hvor Povl Skov spillede sig til tre singlesejre, Henrik Hjelm til to og Claus Jensen til en. De to sidstnævnte vandt også doublen.
6. holdet kom lidt lettere til deres sejr, da Fredensborg kun stillede op med to spillere og derfor var bagud med 0-3 fra kampstart. Bo Poulsen vandt sine to singler, Michael Nakskov en enkelt, mens Joachim Nielsen tabte begge sine, men det var også første gang, at han spillede i serie 3. Doublen blev også vundet af Helsingør.
5. holdet skal i næste runde spille hjemme mod Kildeskoven, mens 6. holdet skal en tur til Stenløse.
Helsingørs tre øvrige herrehold starter turneringen i 2. runde, 2. holdet hjemme mod Esrum og de to serie 4 hold spiller mod Fredensborg og Furesø.
Peter Tranto