Onsdagens kampe: Blandede bolsjer

img_9550

Serie 4 holdet med det mistede point.

Onsdagens fire holdkampe gav kun en enkelt sejr til 6. holdet i serie 3, mens de to serie 1 hold begge tabte deres kampe med 6-8 og 7. holdet i serie 4 trods en 5-1 føring kun fik 5-5.

Serie 1: Helsingør 2 – Esrum 6-8
Da Per var på ferie og holdet ikke kunne hente en reserve fra det andet serie 1 hold (de spillede samtidigt), så trådte Kenneth til som reserve for Per.

Men Esrumspillerne var lige et nummer for stærke for Kenneth, som tabte sine tre singler med 0-3.
Da Henrik samtidig slet ikke kunne få sit spil til at fungere, så hentede han kun en enkelt singlesejr over Gunnar Storm, men vandt dog doublen sammen med Yael.

Det blev således Yael og Marc, som begge blev topscorere med to singlesejre, men det var ikke nok til at få points ud af kampen.

Michael Bruun Jensen var Esrums bedste spiller, kun Henrik formåede at tage et enkelt sæt fra ham.

En anden gang, hvor holdet får brug for en reserve må vi håbe, at 3. holdet ikke spiller samtidigt.

20161012_211130-1

Kenneth mod overmagten

Serie 1: Amager-Helsingør 3, 8-6
Holdet var en tur på Amager, hvor de spillede en tæt kamp mod hjemmeholdet.

Amager vandt første singlerunde, hvor Peter S var eneste vinder. Anden singlerunde endte 2-2, her var det Torben og Jakob, som stod for udeholdets sejre.

Den go’e gamle double med Torben og Bjarne viste, at deres sammenspil ikke var rustet, de vandt den ene af doublerne og Amager førte 6-4.

I sidste singlerunde skulle kampen så afgøres. Desværre lykkedes det kun for Peter S og Bjarne at vinde deres singler, så kampen endte med Amagersejr på 8-6.

Men flot klaret, det var jo ikke er helt dårligt hold, Amager stillede op med.

Serie 3: Stenløse-Helsingør 6, 4-6
Sidste sæson vandt holdet kun 1 kamp i serie 3. Efter to kampe har holdet allerede overgået det med en flot 6-4 sejr i Stenløse (kampstart kl. 20.15).

Hjemmeholdet startede som lyn og torden med at vinde de tre første singler, men så brød Michael isen og sørgede for en reducering. Joachim tabte næste kamp – men så var det også slut med nederlag.

Fra bagud 1-4 vandt vores drenge fem sejre på stribe med slutresultatet 6-4 og to points mere til samlingen. To sejre til Michael og Bo, en sejr til Joachim og en doublesejr kom der til at stå på bundlinjen.

Serie 4: Helsingør 7-Fredensborg 5-5.
I kampen mod rækkens nr. 1 lavede vores 7. hold en omvendt serie 3’er. Foran 5-1 og foran 2-0 i doublen var der ikke flere sæt i posen til hjemmeholdet og glade Fredensborg spillere spillede sig til det ene point.

Der skal nok lige strammes op omkring, at en kamp ikke er vundet, før man har 6 sejre.

Inger og Peter T vandt hver 2 sejre og Jørn en enkelt.

20161012_211116

To serie 4 singler i gang.