Felipe vinder af Puslinge top 12

Link til resultaterne 

Top12 Puslinge i Tjele kulturcenter i Ørum
25. og 26. januar 2014

Da Felipe, inden julen 2013, besluttede sig for at deltage i Top12 stævnet for puslinge, efter sin udtagelse som nr. 10 – vidste han godt det vil være en kæmpe udfordring. Vi planlagde derfor ekstra træning, målrettede træningspas, sammen med flere stævner, holdturneringen – alt sammen med fokus på at toppe ved Top12.

Og kæmpe stor tak til klubben for de engagerede trænere, opbakningen til projekt12, de ekstra træningsmuligheder og ikke mindst Samuel for at træne de samme slag – igen og igen – utrætteligt med Felipe;)

Top12 er meget anderledes end andre stævner Felipe har deltaget i. Stævnet er bedre struktureret med indlagte pauser, faste kamptidspunkter osv. Pointsystemet er anderledes: Ved sejr tildeles 2 point, nederlag 1 point og opgiver man får man 0 point! (Sådan er pointsystemet også i puljer ved stævnerne, hvor stævneafviklingsprogrammet TTC bliver benyttet/ Peter)

Til gengæld er der et enormt højt niveau, det er ekstrem hårdt, mentalt og fysisk, da man spiller henholdsvis 6 og 5 kampe, over 2 dage – med halvanden times mellemrum, så det stiller ekstra store krav til udholdenhed og fokus, hvor man dyster mod de 11 bedste i landet. Der er ingen nemme kampe, og enhver lang serv eller høj retur, straffes prompte med pointtab.

Felipe startede ud med at tabe første kamp mod Anders Reutzer fra KBTK, som senere desværre måtte trække sig pga. sygdom. Rigtig god bedring til Anders. Herefter vandt han 4 og tabte én mere. Status efter 1. dagen var således 4 sejre, 2 nederlag og en samlet 3. plads.

Søndagen startede med nyheden om Anders, og at hans kampe ikke længere skulle medregnes. Herefter var Felipe således på 4-1, og efter sejr i 1. kamp søndag – på 5-1. Det så rigtig godt ud, men laaaaaang vej hjem.

Kamp nr. 2 var mod 1.seedede Theo fra Virum, som Felipe ikke tidligere har slået. Dog var han tæt på ved julestævnet, efter at have ført 2-0 i sæt, men Theo kom stærkt igen og vandt 3-2.

Felipe lagde ud med sejr i 1. (13-11), hvorefter Theo nemt vandt 2. og 3. sæt (11-2 begge). Felipe kom stærkt tilbage og vandt 4. sæt (12-10). I 5. sæt ved stillingen 7-6 til Theo, træder Felipe forkert på foden og kan ikke spille videre. Af overdommeren får vi at vide, at vi har 8 min. pause til at komme til hægterne og herefter færdigspille kampen, ellers må han trække sig. Felipe kommer til hægterne uden at kunne bevæge sig ordentligt, men alligevel vinder han mirakuløst over Theo, som laver nogle åbningsfejl, og Felipe er ligeledes heldig med et skarpt baghåndsloop på en skruet serv, der sidder perfekt. 11-8 i 5.! Helt vildt, og nu på 6-1 med 3 kampe tilbage, og på 1. pladsen.

Herefter fulgte kamp 8 med sejr, og så den allermest nervepirrende kamp jeg nogensinde har overværet, kamp 9 mod jens Boelt, OB.

Den kamp var så afsindig, sindssyg spændende med lange dueller, mange netrullere og kantbolde til Jens, vilde redninger og ikke mindst mentale kriser. Ingen tvivl om at trætheden for alvor var begyndt at melde sig…. Vi tog timeout i 4. sæt ved stillingen 3-8, og total opløsning. Felipe kom til hægterne og tilbage i kampen, samt tilkæmpede sig matchbold i sættet, men smashede en oplagt vinder i nettet. Herefter vandt Jens sættet på opgivende fejl fra Felipe. 2-2. Det hele endte heldigvis med sejr til Felipe, men det holdt meget hårdt. (12-10,7-11,14-12,14-16 og15-13)

Der resterede nu kun én sidste kamp. Felipe var på 8-1, og da Theo og Niels Anton begge havde tabt til andre end Felipe på 2. dagen, var han den eneste inden sidste runde med kun ét nederlag.

Nu skulle den bare køres hjem. Sidste opvarmning med Felipe, og han var klar til sin sidste kamp, som han i overbevisende stil vandt 3-0. YES. Lettelse, glæde, frigivelse af energi og endnu mere glæde:

MISSION ACCOMPLISHED. Vinder af Top12 for puslinge 2014: Felipe Matarese, Helsingør BTK

Holdleder Roberto Matarese