Vore old girls i veteran DT
Skrevet af Betina
Flere af klubbens senior spillere deltager i Danmarksturneringen for Veteran/Old Girls hold. Her er det Danmarks bedste 40+ Herrespillere og 35+ Damespillere, som mødes både til socialt samvær og seriøse bordtenniskampe på et højt niveau. Sæsonens første DT runde blev afholdt i sidste weekend i Ribe, hvor hele 12 Helsingør spillere deltog. Spillerne deltager på forskellige DT hold i aldersgrupperne 35+, 40+, 50+ og 70+, og flere hold er sammensat med spillere fra andre klubber.
På damesiden har vi 6 Helsingør spillere, som deltager på 4 forskellige hold:
DM rækken – Helsingør: Betina Bechersdahl/Lene Havsteen
DM rækken – Hillerød/Helsingør: Yael Schade/Rita Sterregaard/(Henriette Schönemann, Hillerød)
DM rækken – Skovby/Helsingør: Pia Hansen/(Inger Gadegaard, Skovby)
50+ rækken – København/Helsingør: Inger Jönsson/(Ruth Hansen, København)
DM rækken for damer er, som navnet antyder, en meget svær række, hvor flere Elite damespillere deltager – blandt andet fra Dragør, Odense, Amager/Nyråd, som også er de tre hold, der lige nu fører rækken. Klubbens damer spillede alle op til deres bedste i de indledende puljekampe, og for tre af damerne betyder det, at de nu er med i Medalje slutspillet. Målsætningen for sæsonen var ellers ”bare at kunne blive i rækken”, og derfor er det rigtig flot, at de 3 damer nu er placeret blandt de 6 bedste hold.
Det rene Helsingør hold med Betina og Lene ligger lige nu på en delt 5. plads med Skovby/Helsingør, hvor Pia deltager. Begge hold vandt hver 2 kampe i det indledende puljespil. Betina gav både Dragør og Amager/Nyråd kamp til strengen, idet hun vandt en kamp over Katja Leoni fra Dragør og kom i 5. sæt med Lone Hummeluhr fra Amager, som hun desværre tabte. Begge hold har som sagt nogle af Danmarks bedste spillere, og er derfor også medalje favoritter.
Vores Hillerød/Helsingør hold med Yael, Rita og Henriette er kommet i nedrykningspuljen, men det er forventningen, at de her spiller sig til en 1. eller 2. anden plads og bevarer dermed pladsen i DM rækken.
København/Helsingør holdet med Inger og Ruth ligger nummer fire i 50+ rækken.
Så alt i alt er det rigtig gode præstationer for klubbens 6 dygtige Old Girls 🙂