Fra 2-mandshold stævnet i Allerød

IMG_0196

Per Kammer in action

Link til billeder fra stævnet

Skrevet af Yael.

Konceptet ved en 2 mandsholdkamp er, at man spiller 2 singler, 1 double og så 2 singler mere, indtil det ene hold har fået 3 sejre. Man spiller i puljer med op til 4 hold, så der blev spillet rigtig mange kampe. Der ventede Helsingør noget af en maraton bordtennisdyst.

Lørdag var det Helsingørs 2 ungdomshold der skulle i aktion.

Mads Vallentin og Jacob Knudsen spillede med i Drenge C, og der havde de det svært. Mads vandt alle sine kampe, men det var ikke nok til at duoen kunne vinde nogle af deres holdkampe, og de endte sidst i puljen.

Lukas Berthelsen og Andreas Heller var med i Drenge D. De to drenge gik videre fra puljen som to’ere, og skulle møde Allerød i kvartfinalen. Det blev en gyser hvor alle 5 kampe skulle spilles, og den sidste kamp hev Lukas hjem i en tæt 5. sætter. Endnu et nordsjællandsk hold ventede i semifinalen- Hillerød. Det blev også en jævnbyrdig kamp med rigtig god bordtennis, og kampen blev vundet  3-2. I finalen skulle de møde et stærkt spillende Hvidovrehold, og her var der ikke noget at stille op- kampen blev tabt 0-3. En flot 2. plads blev det til efter 7 timers spil.

Om søndagen var det seniorernes tur, og her blev der virkelig gået til makronerne. Første holdkamp blev spillet klokken 9.00 og den sidste kamp gik i gang klokken 20.00.

I Herreklasse 5 stillede Inger Jönsson og Roald Thiim til start. Det blev til en enkelt sejr i puljen, så det var ikke nok til at de gik videre til cupspillet.

I Herreklasse 3 havde Helsingør to hold med- Torben Stuhr Olsen/Bjarne Stenberg og Pia Hansen/Yael Schade. Begge hold vandt alle deres kampe i puljen, og gik efter 5 timers spil videre til kvartfinalerne. Pia Hansen/Yael Schade skulle møde Holme Olstrup og her havde de to damer det svært, det blev til et nederlag på 1-3. Torben og Bjarne vandt derimod deres kvartfinale 3-1 over B77, og så skulle der spilles semifinale mod Herlev. Det blev en tæt affære, der skulle ud i femte og afgørende kamp. Her var det Bjarne Steenberg der skulle møde Jesper Gamrath, og der var spænding for alle pengene. Desværre havde Bjarne ikke marginalerne på sin side, og kampen blev tabt 2-3, men en flot placering blev det til de to rutinerede herrer.

Sidste Helsingør par var Henrik Hansen og Per Kammer, som spillede med i Herre Klasse 2. De to herrer startede puljespillet klokken 9.40, og efter 3 velspillede kampe og 2 sejre, var de klar til at møde Allerød i ottendedelsfinalerne. Kampen blev vundet 3-1 og nu var turen kommet til kvartfinalen. Her satte de to herrer Esrum til vægs og vandt holdkampen klart 3-0. Trætheden var begyndt at melde sig efter 9 timers spil, og semifinalen blev en rigtig hård kamp på udholdenhed. Modstanderne var et velspillet Ejbyhold, men de to Helsingørherrer kæmpede sig i finalen med en flot 3-2 sejr.

Finalen skulle spilles mod favoritterne fra Penthouse, og efter en hel søndag med 145 spillede sæt og 11 timers spil, måtte Henrik Hansen og Per Kammer se sig slået, efter en rigtig flot indsats.