Østdanske Mesterskaber 2017

IMG_0787

Mestrene i Dame Elite Double

Skrevet af Yael

Helsingør kæmpede med om at blive mest vindende klub

I weekenden den 11.-12. februar blev der spillet Østdanske Mesterskaber for seniorer i Farum. Helsingør Bordtennisklub stillede op med rigtig mange spillere, og gik efter at blive mest vindende klub. Det var dog ikke helt så nemt og der blev kamp til stregen, da Fredensborg også gik efter titlen.

Første medalje til Helsingør gik til Inger Jönsson, hun stillede op i sekunda mixed double med sin makker Svend Hansen fra Albertslund. Der blev spillet alle mod alle i rækken, og efter godt spil kunne de kalde sig østdanske mestre.

Mixed double er meget populært og i eliterækken havde Helsingør flere spillere med- Per Kammer/Lene Havesten, Steen Jørgensen/Betina Bechersdahl, Torben Stuhr Olsen /Rita Sterregård, Henrik Hansen/Yael Schade og favoritten Rasmus Guldberg med sin makker Anja Bech fra Fredensborg.

Alle par undtagen Torben og Rita gik videre fra puljerne. I den ene kvartfinale skulle Steen og Betina møde et godt par fra Hillerød, og selvom de var godt med, så blev kampen tabt i 3 sæt. Per og Lene skulle møde Henrik og Yael i den anden kvartfinale. Det var en tæt kamp som Henrik og Yael trak sig sejrrigt ud af.

Rasmus og Anja gik direkte i semifinalen, hvor de skulle møde vinderen af den første kvartfinale, og igen viste Helsingørs stærkeste herrespiller klasse og finalepladsen var hjemme. Henrik og Yael skulle så prøve at spille sig til en næsten ren Helsingørfinale, og med god koncentration vandt de kampen 3-0.

I finalen var Rasmus og Anja favoritter, men alt kan ske i mixed double Første sæt vandt Henrik og Yael efter en del dramatik, men herefter var der ikke meget at stille op, da Rasmus trådte i kraft og spillede sine 2 klubkammerater ud af banen. Rasmus kunne derfor for første gang kalde sig østdansk mester i mixed double

Det viste sig hurtigt, at det var damerne der skulle sørge for at klubpokalen kom retur til Helsingør, efter flere år i Hillerøds hænder.

Betina Bechersdahl og Lene Havesten startede succesen, da de begge gik videre fra puljen i Dame klasse 2 single.

Betina spillede en rigtig flot semifinale og vandt 3-0. Lene var ude i et drama mod Nina Pedersen fra Stenlille, hvor hun havde flere muligheder for at lukke kampen. Nerverne gjorde at den skulle afgøres i femte sæt, og her var Nina stærkest og vandt med 11-7.

Så var det Betinas tur mod den stærke Stenlillespiller, og trods godt spil blev det ikke til en guldmedalje denne gang, da kampen blev tabt 0-3.

De to damer stillede op sammen i Dame klasse 2 double med 3 andre par, og her blev det til endnu en sølvmedalje til Helsingør.

Da det var damerne der havde de største muligheder for at tage medaljer med hjem til Helsingør, så spillede både Betina og Lene også med i Dame klasse 1 single, og her gjorde Rita Sterregård dem selskab. Det var en række højere, men alle damer havde stadig en mulighed for at komme på medalje skamlen. Efter puljerne var det dog kun Lene Havesten der gik videre til semifinalen, og den blev tabt i en tæt firesætter.

I Dame Klasse 1 double gjorde Pia Hansen sin entre, da hun dannede par med Lene, også Rita og Betina stillede til start her. Det blev til en bronzemedalje til Pia og Lene, og en fjerdeplads til Rita og Betina.

Pia skulle igen i kamp, da hun også stillede op i elitedouble med Yael Schade.

Der var kun 3 par til kampstart, og da begge kampe blev vundet, kom der endnu et østdansk mesterskab med hjem til Helsingør.

Yael var også med i Dame eliterækken, og gik videre til semifinalen som etter i puljen, efter blandt andet en sejr over Roskildes Katrine Møller. Semifinalen blev vundet og i finalen var det igen Katrine der stod på den anden side af bordet. Det blev en velspillet kamp, men denne gang trak Yael ikke det længste strå og tabte 11-4  i afgørende sæt.

Helsingørs damer sørgede i alt for 2 guldmedaljer, 4 sølvmedaljer og 4 bronzemedaljer, og nu skulle herrerne træde i karakter hvis pokalen for bedste klub skulle vindes.

Fredensborg og Helsingør fulgtes ad og der var tæt løb om den eftertragtede pris.

I Herre klasse 7 startede Per Frederiksen og Finn Serup med at vise vejen, da de spillede sig til en bronzemedalje i double.

Rasmus Guldberg og Rasmus Olsen spillede med i Herreklasse 1 double, hvor de gik videre til kvartfinalen, som blev tabt til to Brøndbyspillere.

Rasmus Olsen spillede også med i Herre klasse 1 single, og her viste Helsingørspilleren gode takter. Trods rigtig mange gode spillere i puljen gik han videre til ottendedelsfinalen, og efter at have haft flere matchbolde imod sig, vandt han kampen 16-14 i afgørende sæt. I kvartfinalen var det så Rasmus der havde flere matchbolde, men desværre formåede han ikke at afgøre dem og tabte kampen.

Torben Stuhr Olsen, Jacob Frederiksen og Bjarne Steenberg var med i Herre klasse 3, og de gik alle sammen videre til ottendedelsfinalen. Jacob tabte sin kamp i femte sæt med to bolde, Bjarne sin 0-3 og kun Torben gik videre til kvartfinalen efter en sejr. Igen skulle en Helsingørspiller ud i en tæt femsætter, og igen blev den tabt knebent. Torben og Bjarne skulle så prøve kræfter med doublen i samme række, og de lagde rigtig godt ud med en førsteplads i puljen. Kvartfinalen blev endestationen, da det blev til et nederlag mod et par fra Frederiksberg BTK.

I Herre klasse 2 double havde Helsingør flere par med, men ingen af dem gik videre fra puljen.

Sidste række hvor Helsingør havde mulighed for point og medaljer var Herre Klasse 2 single, og da Fredensborg ikke havde flere spillere i aktion, så skulle der bare en medalje til at Helsingør kunne løfte trofæet, da de to klubber stod helt lige i point.

Både Steen Jørgensen og Per Kammer gik videre til ottendedelsfinalerne, og det så lyst ud for Helsingør Bordtennisklub. Steen fik en dårlig lodtrækning og tabte 0-3 til den senere vinder af rækken. Per var ude i en spændende femsætter mod Nikolaj Piet Hoffman fra Køge Bugt, men midt i femte sæt trak Nikolaj fra og vandt sættet 11-6.

Fredensborg og Helsingør var derfor lige i point, men da Fredensborg havde vundet flest guldmedaljer, kunne de velfortjent løfte pokalen.