Damerne fik bronze i 1. division
Helsingørs damer- Rita Sterregård, Lene Havsten, Betina Bechersdahl, Henriette Schönemann og Yael Schade fik bronzemedaljer med hjem fra Sorø.
Sidste runde stod på tre holdkampe, og det så på forhånd ud til at der skulle kæmpes om bronzen, men damerne var rigtig tæt på sølvet.
Første kamp var imod København BTK, og blev den vundet, så skulle der gå meget galt før at Helsingør endte udenfor medalje skamlen.
Holdet bestod af Henriette, Yael og Rita. I første singlerunde vandt både Rita og Yael, mens Henriette tabte sin kamp i en tæt femsætter mod Mette Skjoldager Hansen. I anden singlerunde var det Ritas tur til at tabe til Mette, mens både Henriette og Yael vandt deres kampe- Stillingen var 4-2 inden doublen.
Doublen blev vundet 3-1 af Henriette og Yael, og så manglede der kun en sejr før holdkampen var vundet.
Yael skulle møde Mette, som de to andre damer havde haft problemer med, men Yael kom godt fra start og Mette kom aldrig i gang med sit spil. Kampen blev vundet 3-0 og Helsingør vandt derfor holdkampen 6-2.
Bronzen var nu sikret, da Ballerup og Holsted som de nærmeste forfølgere fik annulleret deres holdkamp pga. ulovlig spilletidspunkt.
Pludselig var Helsingør ikke så langt væk fra en andenplads, og der skulle kæmpes for hver en bold.
Næste holdkamp var mod et af bundholdene- Horsens. Det så på forhånd ud til at være en overkommelig opgave, men de jyske damer drillede sjællænderne og det blev en rigtig spændende kamp.
Holdet havde denne gang foretaget en udskiftning, da Lene kom ind i stedet for Rita.
I første og anden singlerunde var det kun Yael der vandt sine kampe, og stillingen var 2-4 inden doublen. Her spillede Yael sammen med Lene, og de to damer havde helt styr på makkerskabet og doublen blev vundet 3-0.
Nu skulle de sidste tre kampe vindes, hvis håbet om en sølvmedalje stadig skulle holdes i live. Yael vandt sin kamp mod Gitte Steffensen, og så var det Lenes tur mod Christina Nielsen. Lene havde godt styr på Christina og lagde ud med at vinde de to første sæt, men så kom Christina igen og vandt de to næste sæt. I femte og afgørende sæt kom Christina bedst fra start, og da stillingen var 5-10 så det ud til at Helsingørdamerne måtte lide et pointtab til Horsens. Men Lene er en fighter og gav ikke sådan op. Hun kæmpede sig op, point for point og stillingen var pludselig 10-10. Med koldt vand i blodet og nogle ombolde, så vandt Lene kampen 14-12 og holdkampen stod nu 5-4 i Helsingørs favør.
Henriette skulle møde Lone Dissing i sidste kamp, og det så ud til at blive svært, da Lone er sikkerheden selv. Men Henriette spillede klogt og fik minimeret sine fejl og kampen blev vundet 3-1. Helsingør fik dermed sin anden sejr på førstedagen i sidste spillerunde.
På andendagen skulle den sidste kamp i denne sæson spilles, og det var imod Sisu/MBK fra Århus. Holdet havde denne gang Betina Bechersdahl med sammen med Yael og Lene. Sidste gang de to hold mødtes vandt Helsingør knebent 6-4, så der var lagt op til en tæt match.
I første singlerunde vandt Yael som den eneste, men i anden singlerunde vandt alle tre damer deres kampe. Stillingen var 4-2 inden doublen, som Betina og Yael skulle spille imod Mette Kristensen og Ida Nielsen. De to helsingoranere havde det svært mod århusianerne, men med god koncentration blev spillet bedre og bedre og doublen blev vundet 3-2. Nu skulle Yael så møde Ida, som hun tidligere har haft det svært imod, men Yael holdt fokus og vandt kampen 3-1.
Holdkampen blev derfor vundet 6-2, og Helsingørdamerne havde nu gjort hvad de kunne for at hive en medalje med hjem til klubben.
Da Ballerup spillede deres sidste kamp uafgjort, så var de to klubber a point. Helsingør havde bedre kampscore, men da man kun kigger på indbyrdes kamp og Ballerup her havde vundet den ene 6-3 og kun tabt 6-4, så var det dem der løb med andenpladsen og Helsingør kunne tage hjem med en flot 3. plads.
Det må man vist også sige var mest fair, da de spillemæssigt har været lidt bedre end Helsingør i denne sæson.
Yael var holdets klart bedste spiller i sidste spillerunde. Hun vandt alle de kampe, hun var impliceret i. Hun bidrog med 9 singlesejre og var med i alle tre doublesejre. Sammenlagt vandt hun 22 ud af 23 spillede singler og blev nummer 4 på listen over rækkens mest vindende spillere.
Næste sæson får Helsingørs damer Ballerups stærkeste spiller Pia Hansen på holdet, så det bliver spændende at se, hvad den forstærkning kan føre med sig.