MixMatch stævne i Helsingørhallen
Link til mixdouble (Team Sabine-Team Yael)
Link til album (opdateres løbende med billeder)
Lørdag den 19. august blev der afholdt MixMATCH bordtennisstævne i Helsingør Hallen.
Helsingør Bordtennisklub stod bag arrangementet, med Betina Bechersdahl som frontkvinde.
Fredag samledes flere af klubbens medlemmer, for at gøre hallen klar til at ca 180 bordtennisspillere kunne indtage den lørdag morgen kl. 9.00.
Der blev sat bander og borde op, samt dækket op til frokosten som spillerne sammen skulle indtage.
MixMATCH er et doublestævne for mixed hold- 1 kvinde og 2 mænd. Der spilles først en mixed double, så en herredouble og til sidst endnu en mixed double.
Helsingør havde flere hold med, og mange af holdene klarede sig rigtig godt.
I A rækken var der kun et helsingørhold med- Team Yael der bestod af Yael Schade, Henrik Hansen og Per Kammer. Holdet gik videre fra puljen til trøstecuppen, og her skulle de i første kamp møde Team Knuds engle, som primært bestod af hillerødspillere. Kampen blev vundet 2-1 og i semifinalen stod holdet overfor Team Trix. Her var der ikke meget at stille op- kampen blev tabt 0-2.
I B rækken Havde Helsingør flere hold med- Team Betina der bestod af Betina Bechersdahl, Steen Jørgensen og Lars Hansen. Team Rita der bestod af Rita Sterregaard, Torben Stuhr Olsen og Bjarne Steenberg.
Derudover var der flere helsingørspillere der havde fundet sammen med spillere fra andre klubber.
Lene Havsten spillede sammen med 2 københavnere under teamnavnet Team Lene. Jacob Frederiksen og Peter Svendsen spillede på Team Wicki, sammen med Wicki Ejby fra Amager. Pia Hansen og Henrik Stage spillede på Team Pia med en spiller fra Esrum.
Team Lene, Team Pia og Team Rita gik alle videre til trøstecuppen. Team Rita tabte den første cupkamp, mens både Team Lene og Pia vandt deres kampe. Team Lene og Team Pia skulle så spille semifinaler, og her vandt begge hold- så det stod på en finale med helsingørspillere på begge sider af bordet. Her viste Team Lene sig stærkest og kunne kalde sig vindere af trøstecuppen.
I Vinderslutspillet var både Team Wicki og Team Betina repræsenteret. Igen klarede begge helsingørhold sig igennem første runde i cuppen, men for Team Wicki blev anden runde endestationen. Team Betina gik hele vejen til finalen, som desværre blev tabt til Team Henriette fra Hillerød, men en flot andenplads blev det til arrangøren og hendes to holdkammerater.
I C rækken spillede Inger Jönsson og Hasse Christensen sammen med Sven Hansen fra AIF på Team Inger. De gik videre fra puljen til trøstecuppen, og skulle nu kæmpe for endnu en sejr til hjemmebaneklubben.
Første kamp blev vundet og det var så tid til en semifinale. Igen viste Helsingør sig skarpe og gik direkte i finalen, der blev vundet over Team Vanda. Rigtig flot af Team Inger!
I D rækken spillede Troels Nyborg på Team Mette SF med en spiller fra AIF og en fra Hillerød.
Per Frederiksen og Per Knuth havde Lene Hjermind med på Team Hjermind.
Der var 5 hold med i denne række, så der blev spillet alle mod alle. Team Mette SF havde det svært, og tabte alle deres kampe. Det gik lidt bedre for Team Hjermind, der endte på en samlet tredjeplads.
Så alt i alt en sportslig godkendt indsats af hele helsingørteamet.
Dagen blev afsluttet med en fest i Laden på Vapnagård, hvor klubens sponsor ”Skydeselskabet” havde disket op med en lækker buffet. Da natten nærmede sig, blev gæsterne hentet af en partybus der var sponsoreret af MixMATCH sponsor ”Penthouse”- bussen kørte ind til Diskotek Penthouse, hvor der blev danset til den lyse morgen.
En kæmpe succes blev det til, og vi håber at gentage den næste år.
Tak til alle hjælpere, der gjorde det muligt at skabe så gode rammer!
Yael Schade