Mindeord for Jøsse
Der var sikkert mange i HBTK der har stiftet bekendtskab med Jøsse – om ikke andet så ved ØBTU’s mesterskabsstævner gennem mange år. Derfor synes jeg at vi skal tænke tilbage på de minder, vi har om Jøsse. Han vil blive savnet i dansk bordtennis.
Hans-Jørgen Larsen
Dansk bordtennis har mistet en af sine helt store personligheder. Hans-Jørgen Larsen, 64 år, døde i onsdags efter længere tids sygdom. Bisættelsen finder sted fredag den 17. november kl. 12.00 i Vallensbæk Ny Kirke, Kirkebakke Allé 9, 2625 Vallensbæk.
Hans-Jørgen eller Jøsse, som alle kaldte ham, var en ildsjæl uden sidestykke. Han var manden med de røde seler, der igennem mere end 40 år arbejdede utrætteligt for bordtennissporten i hele Danmark.
Jøsses passion for bordtennis blev grundlagt i midten af 1970’erne, da han fik ansættelse i Thomas P. Hejles Ungdomsklub på Nørrevold i København og via bordtennisafdelingens leder, Per Holland, blev introduceret for bordtennissporten.
Typisk for Jøsse påtog han sig alle typer af opgaver i klubben, for eksempel var han en trofast hyggeonkel og voksenven for de mange unge, som kom i klubben og havde brug for et afbræk i dagligdagen. Andre gange var han chauffør eller stævneleder. Han var selvfølgelig også kok til julefrokoster, træningslejre og støttefester – og skulle der deles telefonbøger ud, så var Jøsse også med hver dag. Sideløbende var han engageret i bestyrelsesopgaver og i udvalg på klub-, unions- og forbundsniveau.
På klubplan har Jøsse stort set bestridt alle typer af bestyrelsesposter i Københavns BTK, som oprindeligt udsprang af Thomas P. Hejles Ungdomsklub, og som igennem årene også har heddet både TPHU og TPHU/BIF. Indtil hans sidste dage var han en stærk næstformand i Københavns BTK og i talent- og eliteoverbygningsklubben Penthouse CPH.
Engagementet i bordtennissporten rakte videre til bestyrelses- og udvalgsarbejde i KBTU, ØBTU og DBTU lige fra bredde- til turneringsudvalgene, som har været blandt hans mest foretrukne. Han efterlader sig nu et tomt sæde i ØBTU’s turneringsudvalg og som formand for DBTU’s turneringsudvalg.
Som om alt dette ikke var nok, har Jøsse som bestyrer for ØBTU’s borddepot igennem mange år også sørget for – med sine to elskede nevøer – at vedligeholde lokalunionens bordtennismateriel. Og op igennem 00’erne var han desuden en uundværlig hjælper ved DBTU’s mange internationale arrangementer på dansk grund, herunder Danish Open i Farum, EM i Aarhus, Europa Top 12 i KB-hallen og senest Para-EM i Vejle.
Jøsse er tidligere blevet hædret for det store arbejde for bordtennissporten både som æresmedlem i Københavns BTK og som Årets Leder i DBTU i 2005. Han har også modtaget ØBTU’s lederpokal, ØBTU’s guldnål samt DBTU’s sølv- og guldnåle.
Jøsse levede og åndede i bogstaveligste forstand for bordtennis. Han gav meget af sig selv og sagde sjældent nej, når der var brug for hjælp. Ikke så meget, fordi han selv kunne lide at svinge battet, men mere fordi, at han om nogen stod for de værdier og det fællesskab, som vi andre i klubberne hver dag arbejder for. Jøsse er et enestående eksempel på, hvad bordtennissporten står for. Han vidste om nogen, at sporten handler om så meget mere end medaljer. Og det skyldes ildsjæle som Jøsse, at vi i dag ser de nye generationer poppe frem med gode værdier, der præger dem både i sporten – og når de går hjem fra hallen. Fra de tidligere år i Thomas P. Hejles Ungdomsklub til de senere år i forbundet havde Jøsse øje for, hvad bordtennissport kan gøre for mennesker, børn og unge – uanset baggrund, køn eller handicap. Bordtennis er rummelig og tolerant. Det samme var Jøsse.
Medlemmerne, børnene, de unge, elitespillerne, forældre og lederne, ja, alle satte Jøsse pris på. Og omvendt! Han var en klippe i dansk bordtennis og hans netværk og venskabskreds var enorm. Han havde om nogen en evne til at bryde igennem paraderne og træde direkte ind i menneskers hjerter på en varm og direkte facon.
Bordtennissporten har mistet en af sine helt stor personligheder, og han vil blive savnet af hele bordtennis-Danmark.
På bordtennissporten vegne sender vi en sidste hilsen og siger stor tak for Jøsses utrættelige indsats. Hans fingreaftryk er tydelige. Der var aldrig nogen slinger i valsen!
Æret være hans minde.