Kort status på klubbens 4 bedste hold.

Holdturneringen er nu i fuld gang efter julepausen, her er den aktuelle status for Helsingør Bordtennisklubs hold i de tre bedste rækker.

Østserien
Klubbens 1. hold spiller fortsat med i kampen om oprykning til Danmarksturneringens 3. division. Holdet ligger stadig på 1. pladsen skarpt forfulgt af Hvidovre og Herlev.
Dette på trods af, at holdet har måttet spille nogle kampe uden Rasmus Olsen, som har været skadet. Det har resulteret i et nederlag mod Herlev og en uafgjort mod Amager. Men nu er Rasmus klar igen, så chancerne for at vinde holdkampene er derfor øgede.

Rasmus Guldberg og Lars Hansen ligger begge i top 10 på listen over rækkens mest vindende spillere, hvor Rasmus Olsen også var placeret inden sin skade.

Serie 1
I denne række har klubben to hold med i hver sin kreds. Begge hold ligger i den bedste halvdel, men er uden reel chance for oprykning.

Andetholdet ligger som nr. 4 og har sat nogle points til, da 1. holdet har måttet bruge nogle reserver fra dette hold. Men holdet kan nu igen kunne stille op i stærkeste opstilling. Senest har holdet vundet 10-4 over bundholdet CIK, hvor Per Kammer og Marc Franck bidrog med 3 singlesejre hver.
Tredjeholdet ligger nr. 5 i sin kreds, som har flere stærke hold med rigtig gode spillere. Derfor har holdet nogle udfordringer i flere af kampene. Det er et homogent hold, hvor spillerne vinder stort set lige mange kampe. Bundniveauet er derfor rimelig højt og på en god dag kan det gå ud over selv de stærkeste hold.

Serie 2
Holdet i denne række har haft en vanskelig halvsæson, hvor det er blevet til mange nederlag. Holdet sluttede dog 1. halvdel af med en uafgjort kamp mod Brønshøj og en sejr mod Herlev.
Efter et 4-10 nederlag til Furesø er skuden i anden halvsæson vendt og det er blevet til en 9-5 sejr over Hillerød og en kneben 8-6 sejr over Kildeskoven. Dermed har holdet forladt sidstepladsen og har sat kursen mod at redde livet i rækken.
En af årsagerne er, at to af klubbens ungdomsspillere spiller på holdet og de leverer et pænt antal sejre. En anden årsag er, at to af klubbens tidligere spillere er vendt tilbage og er blevet en del af holdet. Derfor ser det lyst ud med hensyn til at kunne overleve i rækken.

(bringes i Helsingør Dagblad)