Årets HBTK’ere er Mads og Steen
Årets HBTK’ere 2018
Når man skal vælge årets HBTK’er, så handler det ikke kun om, hvordan man klarer sig rent bordtennismæssigt, men også hvilken indsats man yder i dagligdagen i klubben. Der kan være tale om, at vægten er mest til den ene eller anden side, men det vil altid være en kombination af begge dele.
Årets HBTK’er, ungdom: Mads Valentin
Sportsligt har Mads udviklet sig enormt i løbet af sæsonen. Han spillede 159 kampe, heraf 39 på serie 2 holdet (17 sejre) og 6 på serie 1 holdet (1 sejr). I sin egen aldersklasse har han været den bærende kraft på o/12 holdet, hvor han var rækkens bedste spiller med 41 sejre i 42 kampe.
Han startede med 1199 i rating, og hans sejre gjorde, at han spillede sig op på den anden side af 1450, så at han kunne deltage ved DM i drengerækken.
Dette har han ikke kunnet opnå, med mindre han var en stabil og meget flittig deltager i træningen på Elitetræningsholdet. Han er engageret, har en god psyke, er sikker på og kan alle slag. Hans udfordring i næste sæson kunne være at sammensætte alle sine gode slag i kampene, så han udvikler sit spil endnu mere.
Sammen med Andreas er han træner på begynderholdet hver fredag eftermiddag. Sammen har de to skabt et godt træningsmiljø for de helt nye spillere, og der er mere end fuldt hus hver fredag. De er begge engagerede og flere af spillerne er blevet rykket op på onsdagstræningsholdet for øvede.
Årets HBTK’er, senior: Steen Jørgensen
Socialt er Steen et stort omdrejningspunkt for klubben. Hører man en sjov kommentar eller et grin ude i klubben, så er Steen helt klart tilstede, hvis det da ikke kommer fra ham selv.
Han er en god ven- han støtter og bakker altid op om sine klubkammerater, det gælder både holdkammerater, ungdomsspillere, pensionister og alle andre i klubben.
Selv når vi får gæster på besøg, som Steen tit selv sørger for at invitere, så er han altid imødekommende og oprigtig interesseret- en god ambassadør for klubben og et godt forbillede.
Steen er også en rigtig god træner. Med hans entusiasme, store energi og gode humør går han ivrigt til opgaven, og han er god til at lære fra sig.
Steens energi forplanter sig til dem han træner, lige meget om det er børn eller voksne. Man får lyst til at give den en skalle, og det kan man særligt se, når man kigger på, hvor gode børnene er blevet, og af den høje mødeprocent til træningen.
Steen hjælper og støtter børnene ude i klubben, men han tager også med dem ud til stævner og holdkampe, og det hænder at der bliver sluttet af med en hyggelig tur på MC D.
En bedre træner kunne klubben ikke ønske sig.
Spillemæssigt har Steen også udmærket sig, ved at have spillet sin bedste sæson.
Han er blevet stærkere i næsten alle facetter af spillet, både når det gælder teknik, benarbejde, kontrol og også skarpsindighed.
Han har været en fast del af 1. holds truppen, hvor det er blevet til 17 sejre i de 36 spillede singler.
I klubbens regi har han haft en 1. plads og 5 2. pladser i ranglisteturneringen, hvor han sammenlagt blev nr. 3, kun 4 points efter 2. pladsen.