Yael vandt 2 guld og 1 sølv ved veteran DM
Helsingør Bordtennisklub har været af sted til DM for veteraner- både for hold og
individuelt.
Kamp om medaljer i holdturneringen
Holdturneringen kører over en hel sæson, og nu var det tid til den afgørende runde.
Helsingør havde 3 hold med: Veteran 40, Veteran 50 og et oldgirlshold.
Veteran 40 holdet spillede med i ned-slutspillet i 1. division, og kæmpede for at
undgå nedrykning.
Holdets to modstandere trak sig i den sidste runde, så det bød på to sikre sejre. Og
efter en sejr i forrige runde, så endte holdet på en tredjeplads og holdet forbliver i 1.
division.
Veteran 50 holdet der spiller med i DM rækken, var med om kampen om medaljer.
Og med en sejr over Frederiksværk og et nederlag til Hillerød, endte holdet på en
tredjeplads.
Oldgirlsholdet var også med i DM rækken medaljespillet, men lå på en sidsteplads
inden den afsluttende runde. Det blev til et knebent nederlag på 2-3 til Roskilde, en
lige så kneben sejr på 3-2 over OB, samt en øretæve på 0-3 til Dragør der blev vinder
af rækken.
Så ingen medaljer til Helsingør i holdturneringen, men alle hold er med igen til næste
sæson.
Helsingør kom ikke tomhændet hjem
Til det individuelle DM stillede Helsingør med 4 spillere- Per Kammer (40 års
rækken) Henrik Hansen (40 års rækken), Børge Reich (80 års rækken), Betina
Bechersdahl (40 års rækken og Oldgirls) og Yael Schade (Oldgirls).
Per klarede sig rigtig godt i singlen, da han efter flot spil vandt puljen uden at tabe en
kamp. Men 40 årsrækken var besat med rigtige dygtige spillere, og Per tabte 0-3 i
ottendedelsfinalen.
I herredouble gik det ikke lige så godt for Per og Henrik, da de tabte den første kamp.
I mixed doublen var der heller ikke meget at gøre, da Per og Betina tabte 0-3 til et
velspillende par.
Betina stillede også op i damedouble i oldgirlsrækken, da hun havde en yngre makker
fra København, Paulina Sørensen. Her stillede Yael også op med Christina J. Nielsen
fra Horsens. Det var en meget tæt række, som bød på mange gode kampe. Betina og
Paulina endte lige uden for medaljerne, mens Yael og Christina fik sølvmedalje.
Yael havde det svært i singlen og tabte sin anden kamp i puljen, men gik alligevel
videre til semifinalen som blev vundet 3-1 efter en tæt dyst. I finalen mødte hun Nina
Pedersen fra Stenlille og efter 3 x 11-7 var det første mesterskab hjemme til
Helsingør.
I mixed double spillede Yael sammen med Eli Skop fra Hakoah, og de to havde aldrig
spillet sammen før. Første kamp blev derfor brugt til at finde hinanden, og selvom det
blev bedre og bedre, så blev den tabt 9-11 i femte og afgørende sæt.
Nu skulle de resterende kampe vindes, hvis der skulle være en chance for medaljer. –
Og det blev de. Yael og Eli fandt det gode spil frem, og da flere af de andre hold også
tabte en kamp, så var det sætscoren der var afgørende for hvem der endte på
medaljeskamlen. Her var de to nyudklækkede mixed doublemakkere bedst og Yael
kunne derfor kalde sig dobbelt Danmarksmester.
Børge Reich skulle se om han kunne skaffe endnu et mesterskab til Helsingør, da han
som den ældste stillede op i 80 års rækken, som han tidligere har vundet i både 2015
og 2016.
Der var ikke mange der turde tage kampen op, så Børge gik direkte i finalen som
desværre blev tabt til en spiller fra Amager.