Første runde af holdturneringen
Runden gav 2 sejre, 1 uafgjort og 1 nederlag. Førsteholdet i Østserien spillede ikke, da deres kamp blev flyttet til på torsdag.
Serie 1, 2. holdet
Andetholdet i kreds 3 spillede ude mod Frederiksberg 2 på deres nye hjemmebane. Holdet bestod af Per Kammer, Yael Schade, Mads Valentin og Søren Mathiasen. Sidste sæson tabte holdet begge gange til Frederiksberg, men denne gang blev det anderledes.
De to hold fulgtes ad i de to første singlerunder, hvor udeholdet kom foran 5-3. Men Frederiksberg kom godt igen i de to doubler, som de vandt. De bragte sig foran med 6-5. Det betød, at Helsingør skulle vinde de tre sidste singler. Søren tog sig af modstandernes bedste spiller Mao Liu med en 3-2 sejr, mens Yael og Per vandt to sikre 3-0 sejre.
En god slutspurt sikrede således holdet en 8-6 sejr og en god start på turneringen. De fire Helsingørspillere vandt hver 2 singlesejre
Serie 1, 3. holdet
Modstanderne på hjemmebane var CIK (Christianshavns IK). Det er normalt et stærkt hold, men desværre for dem måtte en af holdets spillere melde afbud. Det betød, at holdet var bagud fra starten med 0-3, da Helsingør spillerne vandt de kampe, pågældende modstander skulle have spillet, 3 singler og 1 double.
Men CIK kæmpede godt, og det viste sig, at holdets to bedste spillere var så godt spillende, at de hver vandt 3 singler og samtidig doublen. Dermed var de oppe på 7 sejre og sikker på mindst uafgjort. Men dette kunne deres 3. mand ikke matche, han tabte sine tre kampe og dermed kom Helsingør også op på 7 sejre.
Helsingørs hold bestod af Torben Olsen, Andreas Heller, Kenneth Novak og Magnus Jensen. De tre førstnævnte vandt 1 singlesejr hver. Kogt ned var det en underlig situation, at man kunne sikre sig 1 point ved kun at vinde 3 spillede kampe.
Serie 2
Holdet skulle på en lille udflugt til Jægerspris, hvor det blev til et klart nederlag på 2-12 Sidste sæson vandt Helsingør denne kreds klart og rykkede op i serie 1. Men det aktuelle hold er styrkemæssigt ikke det samme som oprykkerne. Den stærkeste Helsingørspiller Asger Krebs sad over i denne kamp. Holdopstillingen var Betina Bechersdal, Bjarne Steenberg, Heino Lund og Michael Nakskov.
Jægerspris blev med holdet nr. 3 sidste sæson. De var udeholdets spillere overlegne. De to Helsingør sejre blev vundet af Bjarne og Heino.
Serie 4
Dysten hjemme mod Frederiksværk blev trods en Helsingør sejr på 7-3 en jævnbyrdig affære, hvor 7 af de 10 kampe blev spillet over 5 sæt. Helsingør stillede op med Jesper Andersen, Roald Thiim og Ole Jørgen Hammeken
Modstandernes Michael Musaeus skaffede Frederiksværk de 3 sejre ved at vinde 3-2 i sine tre kampe. Helsingørs tre spillere vandt 2 sejre hver samt doublen.