Holdturneringens anden runde gav 5 sejre og et knebent nederlag

Yael mod Frederiksværks bedste spiller, Finn Bruun

Østserien
Førsteholdet i Østserien sæsondebuterede med 2 sikre sejre og lagde sig i spidsen af rækken.

Udekampen i Ballerup var på forhånd regnet for at være en af de vanskelige opgaver. Men det var slet ikke til at se på kampens forløb. Ballerups bedste spiller Dennis Carlsen var eneste, der i de to første singlerunder formåede at vinde en kamp for hjemmeholdet. Han vandt sikkert 3-0 over Rasmus Guldberg. I de andre 7 singler vandt Helsingørspillerne deres kampe, hvorefter stillingen inden de to doubler var 7-1 til udeholdet.
Rasmus Olsen/Rasmus Guldberg vandt deres double med 3-0 over Ballerup parret og sikrede dermed Helsingør sejren i holdkampen. Lars Hansen og Steen Jørgensen tabte den anden double med 1-3 i sæt.
I sidste singlerunde fik Ballerup pyntet lidt på resultatet med to singlesejre, mens 2 gange Rasmus slutte af med to sejre til kampens resultat 10-4 til Helsingør.

I den udsatte kamp på hjemmebane mod oprykkerne fra Københavns BTK stillede Helsingør op med samme mandskab som i kampen mod Ballerup. Det blev til en sikker 12-2 sejr til Helsingør. Københavnerne formåede kun at vinde en enkelt single til stillingen 1-1 og en enkelt double til stillingen 8-2. De resterende 12 kampe vandt hjemmeholdet sikkert. Det var ikke sådan at de badede sig igennem til sejrene, der blev spillet mange seværdige dueller, men Helsingørspillerne var bare en tand bedre end modstanderne.
Med sine tre singlesejre i denne kamp er Rasmus Olsen ubesejret i de 8 spillede kampe. Han topper dermed rækkens topliste over de mest vindende spillere. Lars Hansen og Rasmus Guldberg har vundet 5 ud af 6 kampe, mens Steen Jørgensen har vundet 4 ud af 6 kampe.

Næste modstander er hjemme mod Amager BTK.

Serie 1, 2. holdet
Andetholdet mødte også en oprykker, Frederiksværks 2. hold. Der var rigtig stor forskel i styrke på de to hold og det betød, at Helsingør spillede sig til en sikker kæmpesejr på 13-1. Det hjalp heller ikke på det for udeholdet, at de måtte stille op med en reserve, så kun Finn Bruun og til dels Morten Jensen kunne yde modstand.

Helsingør førte 12-0 inden Frederiksværks Finn Bruun vandt 3-2 over Jakob Frederiksen. De tre andre Helsingørspillere, Yael Schade, Per Kammer og juniorspilleren Mads Valentin vandt sikkert deres 3 singler, ligesom de to doubler gik Helsingørs vej.
Med sejre i sæsonens første to kampe er holdet kommet godt fra start. Næste modstander er Team Egedal i Stenløsehallen.

Serie 1, 3. holdet
Rundens eneste nederlag stod 3. holdet for, dog et knebent et af slagsen. I remissen på Trianglen i København kæmpede holdet forgæves og tabte 6-8 til Københavns BTK.

Holdkaptajn Torben Olsen førte ellers an med at vinde tre singler og Kenneth Novak vandt to. Desværre blev det kun til 1 sejr til Magnus Jensen og ingen sejre til Andreas Heller, ligesom det blev til nederlag i de to doubler.
Med et nederlag og en uafgjort har holdet ikke prøvet at vinde endnu, det er der så mulighed for i næste kamp på hjemmebane mod Gladsaxe onsdag i ugen efter efterårsferien.

Serie 2
Efter det store 2-12 nederlag i sæsonstarten mod Jægerspris, så skulle 4. holdet forsøge at komme på rette spor. Den opgave løste de ved at vinde hjemme med 8-6 over Furesø.

Modstanderne kom foran 2-0 og 3-1, men Helsingørspillerne kom igen og sørgede for stillingen 4-4 efter de to første singlerunder. Bjarne Steenberg vandt de to singler, Betina Bechersdal og Asger Krebs vandt 1 hver, mens Michael Nakskov tabte begge kampe. Grundet et sent afbud var han indkaldt til kampen i sidste øjeblik og det påvirkede hans spil.
Vendepunktet i kampen kom i doublerne. Begge blev vundet klart 3-0 af de to Helsingørpar. Derefter vandt Asger og Bjarne deres singler i 3. singlerunde og bragte Helsingør foran 8-4 og dermed kunne hjemmeholdet ikke indhentes. Det havde så ingen betydning at Furesø vandt de to sidste singler.
Næste kamp bliver ude mod Brønshøj.

Serie 4
Efter en lang tur til Dalby ved Jægerspris spillede holdet sig til endnu en 7-3 sejr. Hjemmeholdet kom ellers foran med 2-0 og 3-2, men derefter var der lukket af for flere sejre til hjemmeholdet, da Helsingør gik fra 2-3 til 7-3.

Holdets tre spillere, Per Knuth, Roald Thiim og Ole Jørgen Hammeken vandt to singler hver og de to sidstnævnte vandt doublen. Holdet kunne derfor tage hjemad med to points i bagagen.

Med to sejre ligger holdet i top-3 sammen med Fredensborg og Allerød. Sidstnævnte er netop modstanderen i næste kamp, så der er topkampe torsdag i ugen efter efterårsferiepausen.

Peter Tranto