Ny sejr og på 3. pladsen efter 1. halvdel
Helsingør stillede med de sædvanlige fire, København stillede med Christian Klint (rating: 2381), Peter Klint (2142), Mads Mygind (1954) og Jesper Christophersen (1978). Så vi måtte se os selv som svag favorit, men alt kunne ske.
Jes og Rasmus lagde ud. Jes vinder efter en lidt nervøs kamp med 3-1 over Mads Mygind, efter at have været nede med 0-1. Rasmus, som ellers har haft en forrygende sæson, spiller lidt under niveau, og det udnyttede en skarp Peter Klint til at vinde 3-1. En lille overraskelse, men en endnu større overraskelse lurede. Lars Hansen spillede mod en af rækkens højst ratede spillere, nemlig Christian Klint. Klint lægger også ud med at udnytte sin fine boldføling til at vinde første sæt, og bringe sig foran 10-5. Her tydede intet på overraskelsen, Men rutinerede Hansen giver ikke op, og vender med lidt held og meget fint spil sættet – 12-10. Kampen går ud i fem sæt, og det femte sæt starter Lars som lyn og torden, Han bringer sig foran 7-2, og det ser godt ud. Denne gang er det dog Christian der kæmper sig tilbage, og efter lidt forvirring ved stillingen 9-7 til L. Hansen, udligner Klint til 9-9. Økseserven bliver dog det afgørende våben for Lars, der server Klint ud to gange i træk, og dermed vinder 11-9 i femte sæt. Første af flere rigtigt tætte kampe. Olsen spillede en fin holdkamp, og han vinder også sin første single på dagen, mod Jesper Christophersen. Ligeledes en tæt femsæts-kamp, hvor Olsen holdt hovedet koldt i de rigtige situationer.